Ambulance Syd vil investere 6 mio. kr. i 10 nye køretøjer

Fem af Ambulance Syds køretøjer til liggende sygetransport står for at skulle udskiftes, så Region Syddanmarks ambulanceoperatør vil derfor indkøbe nye køretøjer til levering hurtigst muligt. Opgaven er sendt i et udbud, som også indeholder en option på levering af yderligere fem køretøjer indenfor de næste to-tre år.

Leverancen af de op til 10 nye køretøjer til liggende sygetransport vurderes at have en værdi på ca. 6 mio. kr. Kontrakten omfatter fem køretøjer til levering hurtigst muligt og option på yderligere fem køretøjer til levering over de næste to år med option på forlængelse med op til 12 måneder.

Ambulance Syd stiller krav om, at det komplette hovedbåresystem samt trappestol skal kunne overflyttes fra de køretøjer, som skal udskiftes.

Det er et krav, at den leverandør, som vinder opgaven, har relevant erfaring i form af mindst tre sammenlignelige referencer inden for de seneste tre år. En reference anses for sammenlignelig, når den vedrører opbygning og levering af køretøjer til liggende patienttransport eller ambulancer.

Der er tilbudsfrist den 28. maj 2018.

Annonce