I 3. kvartal 2021 var 1,43 pct. af de ambulancer, som Ambulance Syd skulle levere, ikke tilgængelige – oftest på grund af mangel på personale. Det viser nye tal fra Region Syddanmark. Tidligere lå niveauet typisk på under 0,2 pct., men i sommeren 2020 begyndte andelen at stige. Også Responce har problemer med bemandingen, men på et væsentligt lavere niveau.
Region Syddanmark har opgjort nedetiden hos de to ambulanceoperatører, Ambulance Syd og Responce. Nedetiden er udtryk for de perioder, hvor en ambulance, akutbil, akutlægebil eller sygetransportvogn ikke er til rådighed i den driftstid, som ellers er fastsat for den enkelte enhed.
Målt i perioden 2019-2021 havde Ambulance Syd den hidtil højeste nedetid i det seneste kvartal, 3. kvartal 2021. Her var ambulancer mv. ikke tilgængelige i 1,43 pct. af den aftalte driftstid. Dermed blev den hidtidige rekord på 0,82 pct. i 4. kvartal 2020 slået. Det sker efter at nedetiden ellers havde været meget stabil i 2019 og begyndelsen af 2020, hvor den typisk lå på omkring 0,2 pct.
Også Responce slog rekord i 3. kvartal 2021 med 0,23 pct. nedetid. Hidtil har Responces nedetid ligget på omkring 0,03 pct.
Kun Responce skal betale bod
Selv om Ambulance Syd altså har en væsentlig højere nedetid end Responce, så bliver nedetiden kun dyr for Responce. Ambulance Syd er ejet af Region Syddanmark selv, og derfor skal Ambulance Syd ikke betale bod til regionen for ikke at have levet op til kravene til beredskabet. Responce er derimod et privat selskab, der er ejet af Falck, og derfor skal Responce betale bod for nedetiden.
Netop boden fra Responce indgår i Region Syddanmarks planer for at reducere nedetiden. Boden skal nemlig være med til at finansiere, at regionen tilkøber to ekstra køretøjer til liggende sygetransport fra Responce. Denne beredskabstype har ikke samme rekrutteringsudfordringer som ambulanceberedskaberne, men kan aflaste ambulancerne til en vis grad, idet 26 pct. af de liggende sygetransporter i dag køres af ambulancer.
Mangler reddere og kører flere udrykninger
Forklaringen på den stigende nedetid hos både Ambulance Syd og Responce er især rekrutteringsproblemer. Ud af de ca. 650 ambulancereddere, som Ambulance Syd er normeret til, er der således ca. 20 ubesatte stillinger, ligesom der er 11 langtidssygemeldinger.
Udviklingen i antallet af udrykninger spiller imidlertid også en væsentlig rolle. I 1. kvartal 2021 var der i Region Syddanmark 19.487 akutte A- og B-kørsler, men i 3. kvartal 2021 steg det til 24.796, svarende til en stigning på 27 pct. En mere reel sammenligning er mellem 3. kvartal 2019, altså før coronaen, og 3. kvartal 2021, og her er stigningen på 12 pct.
Den øgede nedetid sammenholdt med stigningen i udrykninger sætter regionens responstidsmål og mål for servicetider under pres. Dette kan blandt andet ses i, at responstidsmålet for B-kørsler på Fyn i 3. kvartal 2021 ikke blev overholdt, ligesom servicemålet for afhentning af C-kørsel i 3. kvartal 2021 heller ikke kunne efterleves.