Ambulance måtte køre på cykelstien ved drukneulykke

Arkivfoto: Thomas Voss

Kraftig trafik var medvirkende til, at der gik 9:27 minutter, inden ambulancen var fremme ved en drukneulykke ved Amager Strandpark. Ambulanceredderne skønner, at trafikken forsinkede ambulancen med ca. 3 minutter, og undervejs til strandparken måtte ambulancen køre på cykelstien, fordi biler, der holdt på begge sider af vejen, gjorde det vanskeligt at komme frem.

Responstiden ved ulykken den 25. juli 2012 er blevet kritiseret i flere medier, efter at vidner fortalte, at der var lang ventetid på en ambulance til en 8-årig dreng, som druknede, men blev genoplivet af livreddere på stranden.

Ifølge en redegørelse fra Region Hovedstaden var det den nærmeste ledige ambulance og akutlægebil, som blev sendt til Amager Strandpark – og det skete, efter at AMK-vagtcentralen havde undersøgt, om der tættere på ulykkesstedet skulle være en ambulance, der var i gang med en ikke-hastende opgave, og som derfor kunne omdisponeres til drukneulykken. Det var imidlertid ikke tilfældet.

Den elektroniske log i AMK-vagtcentralens disponeringssystem viser følgende forløb:

  • Kl. 15.48  Det første opkald fra Amager Strandpark videresendes fra 112-alarmcentralen og modtages på AMK-vagtcentralen af en sundhedsfaglig medarbejder, som vurderer opgaven, hastegraden og behovet for assistance samt kontrollerer adressen.
  • Kl. 15.49.05 Opgaven sendes til disponering, dvs. nærmeste relevant køretøj og mandskab findes og sendes af den tekniske disponent.
  • Kl. 15.49.31  Opgaven sendes til en akutlægebil.
  • Kl. 15.49.45  Akutlægebilen kører.
  • Kl. 15.50.10  Opgaven sendes til en ambulance.
  • Kl. 15.50.31  Ambulancen kører.
  • Kl. 15.58.32  Ambulancen ankommer til stedet på Amager Strandpark.
  • Kl. 15.59.28  Akutlægebilen ankommer på stedet.

Da målingen af responstiden starter, når den tekniske disponent på regionens AMK-vagtcentral modtager opgaven fra den sundhedsfaglige visitator, er responstiden i dette tilfælde 9:27 minutter. Det er en del over medianværdien for ambulanceudrykninger i Region Hovedstaden, som er på 6:34 minutter.

I hvert fald en del af forklaringen på den forholdsvis lange responstid lader imidlertid til at være de trafikale forhold. Det fremgår således af Region Hovedstadens redegørelse, at ambulanceredderne har oplyst, at det var meget vanskeligt at komme frem på den sidste del af ruten til Amager Strandpark på grund af kraftig trafik. Der holdt således biler i begge sider af vejen, og det var vanskeligt at komme frem, så man måtte i stedet forsøge at komme frem ved at køre på cykelstien. Ambulanceredderne skønner, at de brugte omkring 3 minutter ekstra på grund af de trafikale forhold ved Amager Strandpark. Det bekræftes af vagtcentralens GIS-registrering, som viser, hvor ambulancerne kører, og hvor lang tid de bruger på at køre en given strækning.

Annonce