Alarmoperatør til borger: Vi kan håbe at du bliver fundet inden vinter

Der kom til at gå 42 timer, inden hjælpen nåede frem til en borger med Parkinsons sygdom, der var væltet på sin cykel i en skov. Borgeren havde ellers ringet 112, men politiets alarmoperatør afviste at sende hjælp. “Det er jo ikke taxakørsel, vi laver her jo”, sagde alarmoperatøren til borgeren, hvorefter han bemærkede, at “Så kan vi håbe, du bliver fundet inden vinter måske”.

Borgeren havde ringet 112, og alarmoperatøren på 112 blev oplyst om, at borgeren led af Parkinsons sygdom og var væltet på sin cykel i en skov. Borgeren oplyste desuden, at han ikke kunne komme op ved egen hjælp. Det gjorde dog ikke indtryk på alarmoperatøren, der blandt andet sagde, at “Det er jo ikke taxakørsel, vi laver her jo” og “Nej, så kan jeg sgu ikke hjælpe dig – do. Så kan vi håbe, du bliver fundet inden vinter måske”.

Borgeren blev først efter mere end 42 timer fundet i en grøft.

Sagen omtales i politiets nye oversigt over disciplinarsager mod politifolk i 2015, og det fremgår, at alarmoperatøren blev indberettet, og at Politiklagemyndigheden fandt den pågældendes adfærd kritisabel. Politiklagemyndigheden fandt endvidere alarmoperatørens dispositioner i forbindelse med anmeldelsen særdeles beklagelige, idet der ikke blev iværksat en redningsindsats. Politikredsen indstillede, at alarmoperatøren blev meddelt en advarsel, og det blev også resultatet.

Annonce