Alarmcentral glemte opkald fra forulykket mand i 42 timer

Foto: Rigspolitiet

I 42 timer lå en 41-årig parkinson-patient hjælpeløs efter at være væltet på sin cykel. Umiddelbart efter ulykken havde han ellers ringet 112 og talt med en alarmoperatør på politiets alarmcentral i Slagelse, men alarmoperatøren havde svært ved at forstå den 41-årige og kunne ikke se, præcis hvor han befandt sig. Derfor blev han bedt om at afbryde opkaldet og i stedet ringe op fra den særlige 112-app, som kan videregive en præcis position. Men i mellemtiden løb hans telefon tør for strøm, så han ringede aldrig igen – og på alarmcentralen blev opkaldet glemt. Først efter 42 timer blev han fundet af en politihund, efter at han var meldt savnet.

Den 41-årige mand blev fredag meldt savnet, og da han lider af parkinsons sygdom, blev der iværksat en større eftersøgning med deltagelse af en helikopter, politihunde og Beredskabsstyrelsen. Man frygtede nemlig, at han kunne være faldet og ligge hjælpeløs.

Først lørdag aften blev politiet opmærksom på, at den 41-årige faktisk havde ringet 112 allerede fredag eftermiddag. Her var han kommet i kontakt med alarmcentralen i Slagelse, men alarmoperatøren kunne ikke forstå den 41-årige. Desuden kunne opkaldets position ikke spores – ud over at det kom fra Herning-området. I stedet blev den 41-årige opfordret til at afbryde opkaldet og lave et nyt opkald via den nye 112-app, som han havde installeret på sin smartphone. Han ringede imidlertid ikke tilbage, og alarmcentralen foretog sig i første omgang ikke yderligere.

Var dehydreret og kold

Lørdag aften gik politiet i gang med at undersøge 112-opkaldet, og her kunne man på optagelsen af opkaldet høre en ambulance i baggrunden. Det gjorde det muligt at stedfæste opkaldet til Gullestrup ved Herning, og her blev eftersøgningen koncentreret. Søndag morgen blev den 41-årige så fundet. Han var i live, men han var dehydreret og kold. Han er nu indlagt på sygehuset og har det efter omstændighederne godt.

Det viste sig, at han ikke havde ringet 112 igen via 112-app’en, fordi hans telefon var løbet tør for strøm.

Alarmcentral: Det er trist

På alarmcentralen i Slagelse beklager man forløbet. ”Selvfølgelig ville jeg ønske, at tingene havde været håndteret anderledes. Ikke mindst af hensyn til den her stakkels mand, som har ligget alene i så mange timer. Det ønskelige i den her situation ville være, at man havde fulgt op på sådan et opkald. At man havde været opmærksom på, om der blev ringet tilbage fra hans side”, siger Ole Hald, der er leder af alarmcentralen i Slagelse, til TV Midt-Vest.

Alarmcentralen vil nu evaluere episoden med sine operatører, men lederen af alarmcentralen vil ikke afvise, at det samme kan ske igen. Han håber dog, at operatørerne og ledelsen på alarmcentralen er blevet klogere. ”Det er altid godt med ny viden, men baggrunden for, at vi fik den i den her omgang, den kunne vi godt have været foruden. Det er trist her efterfølgende at konstatere, at den her mand har været hjælpeløs i så mange timer”, siger Ole Hald.

Annonce