Ekstra ambulancer i Midtjylland. Nye præhospitale visitationsenheder i Nordsjælland. En akutlægebil i Nykøbing F. Nye akutbiler i Nordjylland. Det er blandt de styrkelser af det præhospitale beredskab, der gennemføres som led i den politiske aftale om en sundhedsreform, hvor et bredt flertal i Folketinget blev enige om at afsætte i alt 276,6 mio. kr. i 2022-2026 og herefter 65 mio. kr. årligt.
Den politiske aftale etablerede en pulje, hvor de fem regioner skulle søge om midler til konkrete projekter. På baggrund af regionernes ansøgninger har Sundhedsstyrelsen nu udvalgt initiativer, der i alt vil indebære, at der oprettes 15 nye akutberedskaber.
”Alle skal være trygge ved, at hjælpen kommer hurtigt frem, når man har brug for den. Nu etableres 15 nye akutberedskaber målrettet de områder af landet, hvor behovet er allerstørst, og hvor der i dag opleves længere responstider. Blandt andet får vi nu en fast akutlægebil i Nykøbing Falster til gavn for de borgere, der bor i et område præget af store afstande og langt til nærmeste læge og akutsygehus”, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Den ekstra akutlægebil i Region Sjælland er den mest omkostningstunge enhed, som får penge fra puljen. I Region Nordjylland styrkes beredskabet med tre akutbiler, blandt andet i Thy/Mors-området, mens Region Syddanmark får tilført fire akutbiler. Samtidig bevilges der i alle regionerne midler til forskellige delprojekter, der skal understøtte hurtig og sammenhængende behandling.
Fokus på behandling i hjemmet
”En stor del af de nye beredskaber består af akutbiler, som hurtigt kan visitere og behandle borgerne på stedet eller i eget hjem. Det skal være med til at sikre, at patienterne ikke oplever unødvendige indlæggelser, og at de pressede akutmodtagelser aflastes. Netop at robustgøre akutmodtagelserne er også et vigtigt element i vores akutplan for sundhedsvæsenet”, siger Sophie Løhde.
Regionerne skal årligt sende statusrapporter til Sundhedsstyrelsen om brugen af puljemidlerne.
I de kommende dage kan du på BeredskabsInfo læse mere om de enkelte regioners anvendelse af puljemidlerne.