Akutlægehelikopterne havde færre flyvninger

De fire danske akutlægehelikoptere havde i 2022 i alt 4.511 flyvninger. Det er et fald på omkring 5 pct. i forhold til året før, og helikopterne er dermed nu nede på godt 12 flyvninger om dagen. Omkring en tredjedel af flyvningerne afmeldes inden ankomst, men 2.266 patienter blev i 2022 fløjet med akutlægehelikopter til hospitalet.

Akutlægehelikopterne har base ved Ringsted, Billund, Skive og Saltum, og de er døgnbemandede året rundt med en pilot, en specialiseret akutlæge og en HEMS-redder (Helicopter Emergency Medical Service).

De fem regionale AMK-vagtcentraler disponerer akutlægehelikopterne ud fra en fælles retningslinje, og helikopterne kan sendes til alle dele af landet. Helikopterne flyver også til patienter på ikke-landfaste øer, når der er tale om akutte, men ikke nødvendigvis livstruende, tilstande.

Flest flyvninger til Bornholm

De 4.511 flyvninger i 2022 fordeler sig med 1.344 fra Billund, 1.286 fra Ringsted, 1.110 fra Skive og 771 fra den nyeste base i Saltum. Der var flest flyvninger til Bornholm Kommune (185), Thisted Kommune (173), Guldborgsund Kommune (172), Samsø Kommune (169), Lolland Kommune (160), Ringkøbing-Skjern Kommune (158), Ærø Kommune (152) og Esbjerg Kommune (148).

Flyvningerne resulterede i, at 2.266 patienter blev fløjet til hospitalet, mens der i 830 tilfælde blev ydet behandling på skadestedet. I de sidstnævnte tilfælde blev patient typisk kørt med ambulance til hospitalet eller erklæret død af helikopterens læge.

Det er patienter med hjerte-/karsygdomme, der udgør den største andel af patienter, som akutlægehelikopterne flyver med – i 2022 udgjorde de 43 pct. af den samlede patientgruppe. Patienter med neurologiske sygdomme som hjerneblødninger eller blodpropper i hjernen udgør 21 pct. af patienterne, der blev fløjet med de gule helikoptere sidste år, mens traumepatienter (for eksempel patienter i alvorlige ulykker) var med i 20 pct. af flyvningerne til hospitalerne.

Syv utilsigtede hændelser

I 2022 blev der rapporteret syv utilsigtede hændelser, hvor akutlægehelikopterne var primær part. Alvorlighedsgraden af de rapporterede hændelser var kategoriseret som ”ingen skade” for seks af hændelserne og ”moderat” for én hændelse. Helikopterordningen har ikke modtaget patientklager i 2022.

Akutlægehelikopterne kostede 199 mio. kr. i 2022. De største udgiftsposter var 135 mio. kr. i betaling til leverandøren Norsk Luftambulanse, 35 mio. kr. til vagtdækning og medicin samt 19 mio. kr. til drift af baserne.

Annonce