Flere midtjyder med behov for respiratorbehandling kan nu få hjælp i eget hjem, når de skal have skiftet udstyr. Dermed undgår de flere årlige ture til hospitalet – til gavn for både dem selv og sundhedsvæsnet. Det er regionens akutlægebiler, som fremover skal varetage opgaverne, når der er ledig tid mellem de akutte udrykninger.
Et nyt samarbejde mellem Præhospitalet i Region Midtjylland og Regionshospital Gødstrup betyder, at regionshospitalets patienter nu kan få hjælp i eget hjem, når der skal skiftes luftvejstube i forbindelse med deres respiratorbehandling.
Fra 1. november 2024 har lægerne fra Præhospitalets akutlægebiler nemlig kunnet foretage skiftet, når der er tid mellem de akutte opgaver.
Selv om selve indgrebet kun tager få minutter, kan rejsen til og fra hospitalet være lang og trættende for de ofte besværede patienter. Mange har lidelser som for eksempel ALS eller muskelsvind og har haft brug for hjælpen så ofte som hver fjerde uge.
”Ved at tilbyde patienterne at skifte tuben i hjemmet, sparer vi dem for gener ved transport og ventetid. Samtidig giver det mulighed for, at vi på afdelingen kan bruge mere tid på de komplicerede patienter”, siger Charlotte Fog Nielsen, som er chefsygeplejerske på øre-, næse og halsafsnittet på Regionshospital Gødstrup.
Har allerede foretaget 1.000 tubeskift
Lægerne fra akutlægebilerne hjælper i forvejen lignende patienter fra en række andre hospitaler i Region Midtjylland.
Faktisk rundede lægerne for nyligt tubeskift i hjemmet nummer 1.000 siden 2021, hvor patienter fra Respirationscenter Vest som de første fik tilbuddet om hjælp i hjemmet.
Det er blandt andet de gode erfaringer herfra, der gør, at projektet nu også kan omfatte patienter fra Regionshospitalet i Gødstrup.
”Det er et enkelt indgreb, som vores lægebilslæger er specialister i at udføre. Samtidig frigør vi ressourcer og mandskab på både sygehuse og i Præhospitalet, som i mange tilfælde har hjulpet med transporten af patienterne. Så det giver rigtig god mening for både patient og sundhedsvæsen”, siger Allan Bach, som er cheflæge for akutlægebilslægerne i Region Midtjylland.