Akutlægebilen i Holstebro har stået stille siden 1. august 2012, fordi det ikke har været muligt at bemande den med læger. Det har hele tiden været Region Midtjyllands ønske, at der igen skulle være en akutlægebil med base i Holstebro på vagt døgnet rundt, men store udfordringer med at skaffe interesserede læger til opgaven har flere gange gjort det nødvendigt at udskyde opstarten. Men nu er akutlægebilen fuldt bemandet.
Efterspørgslen efter speciallæger med erfaring og uddannelse viste sig at være væsentligt større end udbuddet, og først i løbet af dette forår er det lykkedes at bemande lægebilen med læger fra hele landet, som derfor fra i dag kan medvirke til at få lægehjælp hurtigt frem til akut syge patienter.
”Jeg ved, at der undervejs blev gjort, hvad der overhovedet var muligt, for at skaffe læger. Men set med borger-øjne, så har ventetiden altså været lang. Vi har haft forsvarlige alternativer på plads i ventetiden, men jeg er rigtig godt tilfreds med at vide, at Vestjylland nu har fået sit faste lægebemandede akutberedskab på plads”, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
I den periode hvor akutlægebilen i Holstebro ikke har været bemandet, har egnen været dækket af en sygeplejerskebemandet akutbil med lægelig opbakning fra regionens øvrige akutlægebiler. I forbindelse med akutlægebilens opstart, bliver den sygeplejerskebetjente akutbil permanent parkeret.
Akutlægebilen er, udover lægen, også bemandet med en ambulanceredder.