De 175 frivillige akuthjælpere på Langeland frygter, at de mister et velfungerende udkaldesystem, som de seneste år har været anvendt til mange hundrede udkald. Årsagen er, at Region Syddanmark vil indføre et fælles udkaldesystem for alle regionens akuthjælpere, men der er kun afsat 600.000 kr. til systemet – og det vil udelukke Langelands nuværende system.
På Langeland anvender man i dag udkaldesystemet FirstAED, der sender alarmerne til akuthjælpernes smartphones. Men hvis dette system skal udbredes til hele Region Syddanmark, så vurderer leverandøren, at det vil koste 2 mio. kr. Imidlertid har regionen kun afsat 600.000 kr. til det kommende system, og dermed lader FirstAED til at være udelukket. Og det frustrerer akuthjælperne:
”Her har vi et system, der fungerer, og det gør det stort set hver gang. Man ville svække Langeland på rigtig mange områder, hvis man fravælger et system, der fungerer, både i forhold til fællesskabsfølelsen og trygheden”, siger Gro Kjær, som er anæstesisygeplejerske på Svendborg Sygehus og hjertestopkoordinator på Svendborg Sygehus, til Fyns Amts Avis.
Akuthjælperne på Langeland undrer sig over, at regionen samtidig bruger 850.000 kr. om året på en udrykningsordning for 33 hjemmesygeplejersker i Varde Kommune. Til sammenligning koster ordningen med 175 akuthjælpere på Langeland kun 150.000 kr. om året. Akuthjælperne mener, at samme model som på Langeland burde indføres i Varde Kommune, hvor det ville reducere responstiderne markant.
”Langeland har en mere besværlig geografi, og alligevel har vi en hurtigere responstid end i Varde”, siger Dennis Kræmmer Hansen, der arbejder som paramediciner på redningshelikopteren i Ringsted, til Fyns Amts Avis.
Formanden for Region Syddanmarks præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V), mener dog ikke, at akuthjælpernes ønsker er saglige. ”Jeg er opmærksom på, at der er tætte bånd mellem Langelands Hjertestarterforening og den nuværende leverandør af udkaldssystemet. Men min opfordring skal være, om vi ikke kan prøve at holde de to ting adskilt. Lad de frivillige fortsætte det gode arbejde, og lad regionen gennemføre udbuddet om et fælles udkaldssystem på saglig vis”.