Efter fire måneders diskussion er Falck og Frederiksborg Amt blevet enige om den fremtidige farve på akutbiler i amtet: De skal være hvide, og ikke – som amtet havde ønsket – gule. Diskussionen opstod i forbindelse med indsættelsen af en ny akutbil i Frederiksværk/Hundested-området, hvor Falck ønskede at køretøjet skulle følge Falcks design-manual.
Falck ønskede, at der ikke kunne opstå tvivl om, at det var et Falck-køretøj. Frederiksborg Amt ønskede imidlertid akutbilen malet gul for at signalere, at det hverken er en ambulance eller en sygetransportvogn. Falck og amtet er nu blevet enige om den hvide farve, men til gengæld skal køretøjet være udstyret med tydelige “Akutbil”-skilte.
Man regner nu med, at Frederiksværk og Hundested får deres akutbil i løbet af december, og bilen vil være i drift kl 16-8 på ugens fem første hverdage og hele døgnet i weekends og helligdag.
Sundhedsudvalget i Frederiksborg Amt har også vedtaget at stationere en akutbil på Nordkysten pr. 1. august 2001. Akutbilen på Nordkysten stationeres i Græsted, hvorfra den rekvireres af Falcks vagtcentral. Denne geografiske placering indebærer, at det vil være let for akutbilen at komme til Gilleleje, Helsinge samt til Nordkysten på begge sider af Gilleleje. Udgiften til akutbilen på Nordkysten i 2001 vil være ca. 0,5 mio. kr., som vil blive finansieret inden for det beløb på 3,3 mio. kr., som amtet får i 2001 som følge af den nye ambulancebekendtgørelse. Der har i nogle år i sommerperioden (to måneder) været en Akut-MC på Nordkysten, som har været i drift alle ugens dage i tidsrummet kl 10-20, og denne ordning fortsættes.
Endvidere har amtet besluttet at udvide dækningen for akutbilen i Jægerspris/Skibby fra at være i drift 12 timer i døgnet til at være i drift hele døgnet.