En kombination af sygdom, orlov og opsigelser gør nu, at Københavns Brandvæsen bliver nødt til at nyansætte uddannede ambulancebehandlere i brandvæsenets ambulance- og sygetransporttjeneste. Brandvæsenet havde ellers besluttet, at der ikke ville ske nyansættelser i ambulancetjenesten før resultatet af Region Hovedstadens udbud af ambulancekørselen forelå.
Ifølge brandchef Jan Axlev er der nu en så stor mangel på ambulancebehandlere i brandvæsenet, at nyansættelserne er nødvendige for at brandvæsenet kan leve op til den nuværende kontrakt med Region Hovedstaden.
Københavns Brandvæsens udmelding om, at brandvæsenet nu søger ambulancefolk, der allerede har behandleruddannelsen, kommer i umiddelbar forlængelse af Gentofte Kommunes beslutning om at overlade ambulancekørselen til Falck fra 1. juli 2008. Gentofte Kommunes beslutning indebærer, at 22 ambulancebehandlere i Gentofte Brandvæsen i øjeblikket overvejer, om de fremover ønsker at arbejde for Falck, og dermed er det næppe tilfældigt, at Københavns Brandvæsen nu åbner dørene for ambulancebehandlere.