Afviser kritik af ambulanceudrykning på regionsgrænse

Arkivfoto: Emil Stahl Pedersen

I sidste måned skrev Ekstra Bladet om en ambulanceudrykning, hvor en bevidstløs patient var blevet flyttet mellem to ambulancer, fordi det viste sig, at han var kommet til skade på den forkerte side af grænsen mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden. Men ifølge en redegørelse fra de to regioner indeholdt artiklen en række faktuelle fejl.

Ekstra Bladet omtalte den 21. april 2013 et konkret hændelsesforløb, hvor en borger var styrtet på cykel på grænsen mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden.  Der ankom både en ambulance fra Region Sjælland og Region Hovedstaden til skadestedet. Men ifølge regionerne indeholdt artiklen flere faktuelle fejl.

En nye redegørelse fra regionerne beskriver forløbet således:

  • AMK-vagtcentralen i Region Hovedstaden modtager opkald fra 112 om en patient, der er kommet til skade på en cykeltur. Politiet sender opgaven til AMK-vagtcentralen i Region Hovedstaden, fordi de mener, at patienten befinder sig på en adresse i Region Hovedstaden.
  • Herefter sender Region Hovedstaden en ambulance og akutlægebil. Dette sker i henhold til sædvanlige fælles regionale procedurer og retningslinjer beskrevet i Dansk Index for Akuthjælp.
  • Før ankomst på skadestedet kalder ambulancen op til AMK-vagtcentralen i Region Hovedstaden og forespørger, om adressen ligger i Region Sjælland. Dette bekræfter AMK-vagtcentralen, men beder ambulancen fortsætte af hensyn til patientens sikkerhed. Herefter ringer Region Hovedstadens AMK-vagtcentral til Region Sjælland og beder om, at der derfra sendes ambulance for at sikre det bedste forløb.
  • Region Hovedstadens ambulance og akutlægebil ankommer til skadestedet før ambulancen fra Region Sjælland. Lægen undersøger patienten for at vurdere, om hans skade er så alvorlig, at han skal køres direkte til Rigshospitalets TraumeCenter. Lægen vurderer, at dette ikke er nødvendigt, og patienten lejres på et spineboard for at beskytte evt. ryg- og nakkeskader. Patienten  er ikke bevidstløs.
  • Da ambulancen fra Region Sjælland ankommer, flyttes patienten på spineboardet ind i denne, som kører til Køge Sygehus i henhold til regionens retningslinjer.

Patient var ikke bevidstløs

Det fremgår af artiklen i Ekstra Bladet, at patienten var bevidstløs, hvilket ifølge regionernes redegørelse ikke er korrekt. Patienten var således vågen og i kontakt med ambulancemandskabet fra Region Hovedstaden, da de tilså ham, og det er dokumenteret af både akutlægen og ambulancepersonalet.

Det fremgår ligeledes af artiklen, at patienten blev flyttet rundt mellem ambulancerne. Det er ifølge redegørelsen heller ikke korrekt. Patienten blev lagt på et spineboard og blev på dette løftet ind i ambulancen fra Region Sjælland, hvilket er normal procedure for lejring i sådanne tilfælde.

Regioner samarbejder på tværs af regionsgrænser

Hver region løser de opgaver, som de får ind fra 112-alarmcentralerne. Men i grænsetilfælde, hvor 112-alarmcentralerne har vanskeligt ved at stedfæste det præcise skadested, samarbejder regionernes AMK-vagtcentraler om at finde den hurtigste og bedste løsning, og i tvivlstilfælde disponeres hellere en ambulance for meget, hvilket også har været tilfældet i den aktuelle sag, skriver regionerne i deres redegørelse.

Visitation af patienter sker altid ud fra en vurdering af patientens tilstand på skadestedet:

  • Patienter med akutte og livstruende tilstand køres med den først ankomne ressource til det nærmeste relevante hospital. Hvis der f.eks. er tale om en patient med stor blodprop i hjertet, vil patienten blive transporteret direkte til Rigshospitalets TraumeCenter – med helikopter eller ambulance.
  • Patienter, som ikke har akutte og livstruende skader, køres til det relevante hospital ud fra de fastlagte visitationsretningslinjer.

Der er en velfungerende landsdækkende aftale mellem regionerne om løsning af opgaver på tværs af regionsskel. Denne indeholder også en afregningsmodel.

Af den landsdækkende aftale fremgår, at: ”en akut opgave, der udføres for en anden region, skal færdiggøres hurtigst muligt ved afslutning eller afløsning på stedet i forbindelse med ankomst af regionens egne ambulancer/præhospitale enheder eller ved transport til nærmeste relevante akutmodtagelse iht. områdets visitationsretningslinjer.”

Regioner: Godt samarbejde i den konkrete sag

I forbindelse med den konkrete sag understreger Region Hovedstaden og Region Sjælland, at deres vurdering er, at forløbet er foregået i et godt samarbejde imellem de to regioner – både på skadestedet og i forhold til dialogen mellem AMK-vagtcentralerne.

”Der har ikke været tale om forsinkelse af patientbehandling, idet den læge og det ambulancepersonale, som kom først til ulykkesstedet, straks gik i gang med at undersøge patienten. Lægen og ambulancebehandlerne har handlet i overensstemmelse med de fælles aftaler og procedurer med udgangspunkt i deres viden om patienten. Det er således de to regioners samlede vurdering, at de nuværende regler er tilstrækkelige til at sikre god patientbehandling, men det er naturligvis beklageligt, hvis patienten i den konkrete sag ikke haft en optimal patientoplevelse, og regionerne vurderer nu læringspotentialet i forhold til patientoplevelsen”, skriver regionerne.

Annonce