Region Syddanmarks regionsråd har nu godkendt en aftale med Dansk Folkehjælp, der over de kommende knap to år skal uddanne frivillige fra hele regionen i førstehjælp. Idéen er, at de frivillige bagefter skal opfordres til melde sig som førstehjælpere under Dansk Folkehjælp. Aftalen, der kan give regionen cirka 1.600 førstehjælpere, får de første deltagere i efteråret.
Førstehjælperne vil blive koblet direkte op på Region Syddanmarks AMK-Vagtcentral i Odense, der kan tilkalde førstehjælperne via mobilen. I de tilfælde, hvor der skal tilkaldes en førstehjælper i forbindelse med et 112-opkald, bliver førstehjælpere tæt på hændelsesstedet helt automatisk kaldt, samtidig med at vagtcentralen sender en ambulance.
De nye førstehjælpere vil rykke ud til følgende scenarier:
- Patienter med hjertestop, hvor genoplivning er relevant
- Bevidstløse patienter, hvor den sundhedsfaglige visitator er i alvorlig tvivl om, hvorvidt der er vejrtrækning, om der er fremmedlegemer i luftvejen eller i tilfælde af svært påvirket vejrtrækning
- Allergisk chok (anafylaksi)
- Hævelse i luftvejen med svært påvirket vejrtrækning (udløst af allergi, insektstik mm)
I Region Syddanmark sker der cirka 800 registrerede hjertestop om året. Heraf er halvdelen personer, der eksempelvis tilses af hjemmeplejen og er i en alders- eller helbredsmæssig tilstand, hvor man ikke ringer 112. De 1.600 førstehjælpere vil altså kunne blive kaldt ud til op til 400 hjertestop.
”Vi forventer på ingen måde, at førstehjælperne bliver kimet ned, men det kan ske. Og det er hele humlen med den her slags beredskaber. De bliver måske ikke brugt tit, men de står alligevel klar, når ulykken sker hos naboen, i Brugsen eller på arbejdspladsen”, siger udvalgsformand Thyge Nielsen fra Region Syddanmarks præhospitaludvalg.
Region Syddanmark har indgået aftale med Dansk Folkehjælp om at uddanne førstehjælperne. Region Syddanmark og Dansk Folkehjælp forventer at kunne rekruttere cirka 1.600 førstehjælpere. Region Syddanmark skyder i alt 1.055.000 kr. i samarbejdet.