Sundhedsstyrelsen: En ændring af ambulanceuddannelsen skal ikke ske i regionerne

Ambulancebehandleruddannelsen skal ændres fra et være en transportuddannelse til at være en sundhedsuddannelse, så ambulancebehandlerne også kan varetage opgaver på sygehuse og sundhedshuse. Det mener Region Nordjylland, som har indskrevet ønsket i en ny strategisk plan for det præhospitale beredskab. Det får dog Sundhedsstyrelsen til at understrege, at en ændring af uddannelsen bør ske på nationalt plan – og ikke med forskellige uddannelser i de enkelte regioner.

I den nye strategiske plan for det præhospitale område, som blev sendt i høring i foråret, skriver Region Nordjylland, at det bør overvejes at oprette ambulancebehandleruddannelsen som en ny sundhedsuddannelse, der i så fald skal koordineres med SOSU-uddannelserne.

Formålet med ændringen skulle være, at der derved opnås øget fleksibilitet hos det præhospitale personale, således at de f.eks. vil kunne løse opgaver på sygehusene, når der ikke er udrykninger.

Den nye plan har også været i høring hos Sundhedsstyrelsen, som bemærker, at der er mange interessante tanker i planen. Men i forhold til uddannelsen som ambulancebehandler understreger Sundhedsstyrelsen, at den nuværende uddannelse ikke sigter mod, at ambulancepersonalet kan løse opgaver på sygehusene, og samtidig gør styrelsen opmærksom på, at hvis der er et ønske om, at behandleruddannelsen ændres, så er det væsentligt, at det sker på nationalt plan – og altså ikke ved, at de enkelte regioner indfører egne behandleruddannelser.

Annonce