Til en basketballtræning i Gentoftehallen reagerede Josefine hurtigt og holdt hovedet koldt, da dengang 12-årige Theo pludselig faldt om med hjertestop. Hun gik i gange med hjertemassage og sørgede for, at der blev tilkaldt både ambulance og hjertestarter. Derfor er hun nu udpeget til Årets Førstehjælper 2023 af Dansk Røde Kors.
Prisen Årets Førstehjælper uddeles af Røde Kors i samarbejde med Aleris Hospitaler til personer, som har ydet en ekstraordinær, livreddende indsats. Prisen uddeles for at sætte fokus på den livreddende førstehjælp. Det er i år 32. gang, Røde Kors kårer Årets Førstehjælper. Prisen er på 10.000 kr.
Årets Førstehjælper 2023 er Josefine Schubart Haabegaard fra København. Hun var sidste år i færd med at varme op til basketballtræning i Gentoftehallen, da to drenge pludselig kom løbende ind i hallen og kaldte på en læge, fordi deres kammerat var faldet om.
Josefine fulgte efter de to drenge, og hun så Theo Skovbro-Grønvall fra Hellerup ligge livløs på gulvet. Hendes hurtige reaktion med hjertemassage og at hun sørgede for, at der blev tilkaldt ambulance og hjertestarter, reddede Theos liv.
“Josefine handlede resolut og bevarede roen midt i alt kaosset. Fordi hun handlede så hurtigt og var sikker i sin sag, fik Theo den nødvendige hjælp, der har gjort, at han har det godt i dag. Det er en meget beundringsværdig indsats”, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors.
Vidste, at det var hjertestop
Da Josefine kom ind i baskethallen, var der en del tumult, og en sagde, at Theo nok havde fået et epileptisk anfald. Josefine var dog sikker på, at der var tale om et hjertestop.
“Jeg kunne bare se at han var helt blå i hovedet, og så vidste jeg, at det var et hjertestop. Jeg råbte til min holdkammerat, at hun skulle løbe efter en hjertestarter, og så gik jeg i gang med hjertemassage”, fortæller hun.
“Josefine gjorde det helt rigtige. Hun fik lynhurtigt konstateret, at Theo ikke var ved bevidsthed, og gik med det samme i gang med at yde hjerte-lunge-redning. Det er meget imponerende”, siger Anne Marie Sørensen, der er speciallæge i anæstesiologi for Aleris Hospitaler.