Den 1. februar 2016 træder nye ambulancekontrakter i kraft i Region Hovedstaden, og det indebærer, at de to fremtidige ambulanceoperatører – Falck og Hovedstadens Beredskab – sætter 79 nye ambulancer i drift, mens Falck desuden indsætter 33 nye køretøjer til liggende sygetransport. De nye ambulancer byder på mere moderne udstyr.
I de kommende seks år skal Falck og Hovedstadens Beredskab stå for ambulancekørslen i Region Hovedstaden. Det sker efter at Region Hovedstaden i 2014 sendte ambulancedriften i udbud – et udbud, som blev vundet af de to operatører.
Med de nye kontrakter er der sat fokus på regionens sundhedsfaglige ansvar for den undersøgelse og behandling, der foregår i ambulancerne, for at sikre en mere ensartet kvalitet og løbende sundhedsfaglig udvikling.
Det indbefatter blandt andet, at Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden har udarbejdet nye fælles retningslinjer for, hvordan ambulancepersonalet behandler patienterne. Derudover samarbejder regionen og leverandørerne om uddannelse af ambulancepersonalet.
Indsætter 112 nye køretøjer
Fra den 1. februar 2016 vil der endvidere blive indsat 112 nye køretøjer i Region Hovedstaden, fordelt på 79 ambulancer og 33 liggende sygetransporter.
De 79 nye ambulancer, der nu indsættes, er blandt andet udstyret med en helt ny elektrisk ambulancebåre, som ved et let tryk, som på en elevatorknap, får patienten sikkert ind og ud af ambulancen. Det øger komforten for patienten og nedsætter den arbejdsmiljømæssige belastning for ambulancepersonalet, som undgår mange løft dagligt.
Men også personalesikkerheden vil blive bedre, da ambulancepersonalet kan sidde fastspændt og behandle patienten, når ambulancen kører med udrykning. Dermed er der langt større sikkerhed for ambulancepersonalet under kørslen.
I de nye ambulancer er der endvidere mindre støj, et bedre varme-/køleanlæg, bedre lys samt et mere rengøringsvenligt interiør.
De nye ambulancer sætter helt nye standarder for ambulancekørsel, lyder det fra regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.
”Når mennesker står i en sårbar situation, hvor de har brug for en ambulance, så er det vigtigt, at der bliver taget godt hånd om én, men det er også vigtigt, at det personale, der tager sig af dig, kan udføre opgaven sikkert og forsvarligt, blandt andet derfor har vi sat nogle høje krav til de nye ambulancer”, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Stolthed hos operatørerne
”Vi er stolte over fortsat at skulle rykke ud og hjælpe borgerne i Region Hovedstaden, når de har brug for en ambulance. De nye ambulancer giver vores kompetente ambulancepersonale endnu bedre vilkår for at redde liv og bringe patienterne hurtigt og sikkert til hospitalet”, siger Søren Knap, der er ambulancechef i Hovedstadens Beredskab.
”Det er særdeles positivt, at Region Hovedstaden også her har vægtet det innovative. Det betyder, at vi nu får ambulancer med det nyeste teknologiske udstyr, der ikke blot forbedrer reddernes arbejdsmiljø, det øger også patientsikkerheden. Det er ambulancer i teknologisk særklasse, som hele regionen kan være stolte af”, lyder det fra Jørgen Mieritz, som er regionsdirektør i Falcks Region Øst.