Fagforening: Vi havde håbet på en mere visionær ambulanceuddannelse

I går kunne BeredskabsInfo fortælle, at ambulancebehandlerne alligevel ikke får de ekstra kompetencer, som Sundhedsministeriet havde lagt op til. Hos 3F, der organiserer størstedelen af landets reddere, er der skuffelse over, at det planlagte kompetenceløft er opgivet. ”Vi havde håbet på en mere visionær ambulanceuddannelse”, siger forhandlingssekretær Kim Poder fra 3F.

Forhandlingssekretær Kim Poder fortæller, at 3F med glæde ville have indgået i en tæt dialog med Sundhedsstyrelsen om behovet for øget kompetence til såvel behandlere som paramedicinere. 3F havde også håbet, at reddere og myndigheder kunne drøfte mulighederne for at skabe en større sammenhæng i uddannelsesforløbene, men ingen af dele blev altså til noget.

”Redderne vil med dette udspil fortsat være meget pressede i uddannelserne til behandler og paramediciner. Jeg håber, at vi i fremtiden vil kunne indgå i en positiv dialog med regionerne om at se på de fremtidige behov for ændringer – til gavn for borgere og reddere”, siger Kim Poder.

Annonce