3F-forhandler: Jeg håber, at Samariten har forstået budskabet – ellers ser det sort ud for dem

I dag mødes forhandlere fra 3F og Samariten for at drøfte de fremtidige overenskomstforhold for de ca. 400 reddere i Region Sjælland. Men ifølge 3F bliver det et kort møde, for Samariten skal ikke forvente at få en særligt tilpasset overenskomst – Samariten har ifølge 3F kun mulighed for at tilslutte sig den eksisterende brancheoverenskomst. 3F afviser også, at der kan blive tale om at bemande ambulancerne med de otte mand, som Samariten ønsker. “Vi kan ikke give dem en anden overenskomst, fordi de regner forkert. Der er vi meget faste i kødet på”, siger forhandlingssekretær Søren Andersen og tilføjer: “Jeg håber, at de har forstået budskabet. Ellers ser det sort ud. Ikke for os, men for Samariten”.

Ifølge forhandlingssekretær Søren Andersen fra 3F kommer dagens forhandling kun til at vare et par timer. “Som jeg ser det behøver det ikke vare mere end et par timer. Vi har en brancheoverenskomst, som vi har indgået med DI, og det er den, som de kan blive omfattet af på den ene eller anden måde. Jeg går ud fra som en selvfølge, at de enten melder sig ind i DI eller laver en tiltrædelse til DI-overenskomsten. De har ikke andre muligheder. Vi har ikke mulighed for at kunne tilpasse en overenskomst til dem specielt”, siger Søren Andersen til P4 Sjælland.

“Ud over det har vi jo klausul i forhold til en forpligtelse til at tage elever, og til trods for, at det står i overenskomsten, vil vi gerne have bekræfte, at Samariten er indstillet på det”, siger Søren Andersen.

Ifølge 3F er der fortsat en række uafklarede spørgsmål om blandt andet uddannelse af nye reddere, placering af stationer og Samaritens økonomi. Det samme gælder løn- og arbejdsforhold for de reddere, som skal ansættes i det svenske firma. “Og det er forhold, som vi ser meget strengt på”, siger Søren Andersen.

Blandt de ting, der endnu ikke er afklaret, er spørgsmålet om, hvorvidt der skal bruges otte eller 12 reddere for et bemande en døgnambulance. 3F og Falck mener det er 12, mens Samariten mener tallet skal være otte. Samaritens tal er dog – med Søren Andersens ord – helt hen i skoven. “Vi har nogle løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked, og det er de nødt til at rette sig efter. Vi kan ikke give dem en anden overenskomst, fordi de regner forkert. Der er vi meget faste i kødet på. Jeg håber, at de har forstået budskabet. Ellers ser det sort ud. Ikke for os, men for Samariten”, siger forhandlingssekretæren fra 3F til P4 Sjælland.

Annonce