Både Region Syddanmark og BIOS har optrådt egenrådigt under sagen om det syddanske udbud af ambulancekørslen. Det mener 3F, som kritiserer Region Syddanmark for at have lavet et mangelfuldt udbud med alt for stor vægt på prisen, mens BIOS kritiseres for ikke at have inddraget 3F i drøftelser om vagtplaner. Men samtidig afviser 3F enhver sammenligning mellem BIOS og Samariten.
Det er formanden for 3F’s Transportgruppe, Jan Villadsen, der nu betegner hele forløbet som uholdbart.
”Alle, der har fulgt med i sagen om ambulancer i Syddanmark, kan bevidne, at BIOS’ planlagte overtagelse af ambulancedriften i Syddanmark har resulteret i nogle særdeles turbulente måneder, uger og dage. Region Syddanmark har optrådt egenrådigt og har ikke ønsket at inddrage 3F, hverken i tiden før, under eller efter at udbuddet blev afgjort. Samme mangel på lyst til at inddrage os har præget BIOS, og det forsatte endda, da det stod klart, at der var store problemer med vagtplanerne for selskabets reddere”, fortæller Jan Villadsen.
3F: Vi kan ikke bestemme betingelser i udbud
Jan Villadsen understreger, at udbud af ambulancedriften er et vilkår, hverken han selv eller 3F er herre over. ”Det er uden for vores rækkevidde at bestemme indhold og økonomiske betingelser i de forskellige regioners udbud – eller hvem der skal vinde hvert enkelt udbud. Region Syddanmark udsendte for to år siden et mangelfuldt udbud. Et udbud, som var alt for forhippet på pris og for lidt på kvalitet – og helt uden, at regionen tog ansvar for at sikre eksempelvis redderelever og fortsat tilgang til området. Hvis jeg og 3F bestemte, ville der blive lagt langt større vægt på kvalitet end pris. Men det er politikerne, der afgør, hvilke parametre, der lægges vægt på”, siger 3F-gruppeformanden.
”I det omfang, der bliver ændret på arbejdstider og vagter, skal det ske inden for lovgivning og overenskomst. Men det kan i sagens natur give ændringer og forringelser, når en region går efter at sænke prisen via udbud på nye betingelser. Det er ene og alene regionens ansvar, og det har ikke noget at gøre med 3F’s overenskomst. Samme situation kan opstå, hvor eksempelvis Falck vinder et udbud i en region, hvis udbudsbetingelserne er skruet sammen med henblik på store besparelser”, fortæller Jan Villadsen.
Kan ikke gribe ind overfor overtrædelser, der ikke har fundet sted endnu
Mange reddere har kritiseret 3F for ikke at have grebet ind overfor BIOS’ planer om i stort omfang at anvende overarbejde i de kommende måneder. Men den kritik afviser 3F.
”3F kan ikke rejse sager om brud på reglerne eller overenskomsten, før de er sket. Vi kan ikke gribe ind på formodninger. Sådan fungerer både dansk lovgivning og det fagretslige system. Man kan ikke gribe ind, før brud på regler og overenskomster faktisk har fundet sted. Til gengæld har vi blandet os på flere punkter: For eksempel situationen omkring de 12 redderelever, der pludselig stod uden elevplads. Eller når vi ad flere omgange har udtrykt stor undren i pressen over, at BIOS vagtplaner er tilgået regionen og regionspolitikerne, uden at vi på noget tidspunkt har set dem. Ligeledes kommenterede vi sagen onsdag, da en mail fra BIOS om manglende styr på vagplaner dukkede op i medierne. Lange arbejdsuger og vagtplanerne har været genstand for rygter og historier. Men det har ikke været muligt at kommentere vagtplaner, vi ikke har set og ikke har været rådført omkring. På samme måde er det ikke muligt at klage over mulige overtrædelse af reglerne, som endnu ikke har fundet sted”, siger Jan Villadsen.
BIOS har overenskomst – det havde Samariten ikke
En sammenligning med svenske Samariten – som i 2008 vandt udbud af ambulancekørslen i Region Sjælland og Region Hovedstaden – har været fremført af mange debattører. Men den sammenligning afviser Jan Villadsen.
”De to sager er meget forskellige. Samariten nægtede at indgå overenskomst med 3F og ville selv dikterede lønninger uden forhandlinger og uden accept af overenskomstsystemet. BIOS har skrevet under på en overenskomst med 3F og er medlem af arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv, ligesom Falck og Responce. Samaritens afvisning af overenskomst betød, at Samariten fik en meget kort levetid som dansk ambulanceoperatør i Danmark. Det resultat skyldes ikke mindst, at vi dengang oplevede et stærkt sammenhold blandt danske reddere, der sammen med 3F afviste, at Samariten kunne operere med billige tilbud uden overenskomst”, siger gruppeformanden.
Samtidig understreger Jan Villadsen, at 3F vil følge situationen nøje, herunder ved et stormøde for tillidsrepræsentanter den 11. september 2015.
”Situationen om BIOS og Region Syddanmark har skabt stor usikkerhed for vores medlemmer – såvel blandt redderne hos BIOS som hos Falck og Responce. Samtidig har utrygheden bredt sig blandt borgerne i regionen. Det er naturligvis helt uholdbart, og en lignende situation må ikke gentages. 3F vil nu følge udviklingen omkring BIOS og selskabets opstart som operatør pr. 1. september meget nøje – og vi vil fortsætte med at søge indflydelse på de kommende udbud i årene fremover. Med arbejdsvilkår og tryghed i fokus”, siger Jan Villadsen.