39-2 for at vælge Samariten

Det var som ventet et markant flertal i regionsrådet i Region Sjælland, som mandag morgen besluttede, at Samariten og Roskilde Brandvæsen fremover skal varetage al ambulancekørsel og liggende sygetransport i Region Sjælland. Kun to af de 41 medlemmer af regionsrådet stemte mod indstillingen fra forretningsudvalget og embedsmændene.

De to medlemmer, som stemte mod indstillingen – Lennard B. Nielsen (S) og Anna Skov Hansen (K) – ønskede i stedet sagen udsat endnu en gang, men det var der altså ikke flertal for.

Dermed ligger det klart, at Region Sjælland nu indgår kontrakt med Samariten og Roskilde Brandvæsen, således at Roskilde Brandvæsen fortsat skal udføre ambulancekørsel og liggende sygetransport i område 1, mens Samariten Ambulans AB overtager opgaven fra Falck i de øvrige fem områder.

Tidspunktet for kontraktstart i område 2-6 fastlægges efter forhandling med Falck og Samariten, men Samariten skal overtage ansvaret for ambulancekørslen senest den 1. september 2009.

“Jeg konstaterer med tilfredshed, at en så vigtig beslutning for regionens borgere er sket med støtte fra alle partier i regionsrådet”, siger regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard (V).

Annonce