30 dages betinget fængsel for at sparke ambulanceredder i hovedet

Arkivfoto

En 46-årig kvinde fra Ikast er blevet idømt 30 dages betinget fængsel for at have sparket en ambulanceredder i hovedet. Udgangspunktet er ellers, at vold mod ansatte i offentlig tjeneste udløser en ubetinget fængselsstraf, men i denne sag nåede retten frem til, at kvindens fysiske og psykiske tilstand var formildende omstændigheder.

Voldsepisoden fandt sted den 10. marts 2018 ved campingpladsen i Randbøldal. Her var den alkoholpåvirkede 46-årige kvinde kommet til skade, blandt andet i hovedet, og derfor blev der tilkaldt en ambulance. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Ifølge anklagemyndigheden sparkede den 46-årige den ambulanceredder, som behandlede hende, i hovedet. Kvinden selv kunne ikke huske noget fra episoden.

Retten i Kolding valgte at idømme hende 30 dages betinget fængsel, hvor der blev lagt vægt på hendes psykiske og fysiske tilstand. Retspraksis er ellers, at vold mod en ansat i offentlig tjeneste resulterer i en ubetinget fængselsstraf.

Den 46-årige modtog dommen.

Annonce