125 nye ambulancer til Region Midtjylland

125 nye ambulancer og sygetransportkøretøjer samt 11 nye stationer, hvor ambulancer kan stationeres i kortere perioder. Der er blandt nyskabelserne i Region Midtjyllands præhospitale beredskab, efter at nye kontrakt med Falck og Responce er trådt i kraft. De nye stationer skal medvirke til at nedbringe responstiden.

Den 1. december 2014 fik ambulancerne i Region Midtjylland en række nye stationer – såkaldte baser – og Region Midtjyllands ambulanceoperatører har taget ca. 125 nye køretøjer i brug. Det drejer sig om både ambulancer og nye køretøjer, der kan anvendes til både liggende og siddende sygetransport.

Regionsrådet i Region Midtjylland bestemmer, hvor hurtigt ambulancerne skal kunne nå frem. Især i tyndt befolkede områder, hvor der ikke så tit er brug for ambulancer, er det en hårfin afvejning mellem tryghed og økonomi. ”Men i en række områder er brug for et løft. Ambulancerne skal kunne være hurtigere på pletten, og det tror jeg på, at vi opnår med de nye baser”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.

De nye kontrakter med ambulanceoperatørerne Falck og Responce trådte i kraft den 1. december 2014, og i de nye kontrakter er der flere forbedringer. De steder, hvor ambulancerne hidtil har været længst undervejs, har ambulancerne f.eks. fået nye baser. Baserne er ekstra udgangspunkter, hvor ambulancerne kan operere fra i kortere eller længere tid.

I Langå, Ulfborg og Videbæk kan ambulancepersonalet overnatte. De øvrige nye baser skal være udgangspunkt for ambulancerne i op til to timer ad gangen. Disse nye korttids-baser ligger i:

  • Havndal
  • Thyborøn
  • Sønder Felding
  • Vinderup
  • Aulum
  • Balling (ved Spøttrup)
  • Gjesing (ved Skanderborg)
  • Fjellerup (ved Glesborg)
  • Juelsminde
  • Hadsten
  • Karup

”Med de nye aftaler ligger ambulancetjenesten på et tidligere uset niveau i Danmark, og jeg er stolt over, at Falck er operatør på hovedparten af Region Midtjyllands ambulancer”, siger regionsdirektør i Falck, Gunnar Thykjær.

Også Responce har fået ny kontrakt og købt nye køretøjer. ”Det er gået lige efter planen, og vi er stolte over det gode samarbejde mellem parterne. Det tegner godt for det nye ambulance-setup i Region Midtjylland”, siger adm. direktør Michael Sørensen fra Responce.

Ud over Falck og Responce udfører også Samsø Redningskorps ambulancekørsel og sygetransport for Region Midtjylland. Aftalen med Samsø Redningskorps fornys dog først om et år.

De netop påbegyndte kontrakter varer fem år med mulighed for forlængelse i op til to år. De skal derefter i nyt udbud.

Annonce