Vellykket beredskabsøvelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg

Hvor godt fungerer beredskabet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg i tilfælde af, at en person med tilknytning til bandemiljøet kommer til Fælles Akutmodtagelsen med skudsår? Svaret er, at beredskabet er ”ganske tilfredsstillende”. Det er konklusionen, efter at sygehuset og Syd- og Sønderjyllands Politi den 27. november 2018 gennemførte en såkaldt procedureøvelse.

Øvelsen fokuserede på arbejdsgangene i tilfælde af en sådan hændelse. Det skete med udgangspunkt i to scenarier, der ville kunne skabe uro på afdelingen: Dels at en såret person med tilknytning til en bandegruppering bliver bragt ind med ambulance efter en skudepisode og skal behandles. Dels at personen selv møder op på hospitalet for at modtage behandling.

Finmasket samarbejde om sikkerheden

Øvelsen viste, at politiet og sygehuset har et finmasket samarbejde om sikkerheden på Fælles Akutmodtagelsen. Der er således procedurer, der sikrer grundig briefing til sygehuspersonalet og en vurdering af sikkerhedssituationen ved indlæggelser af personer med tilknytning til bandegrupperinger. Og der er alarmprocedurer, der sikrer hurtig udrykning, hvis hospitalet har behov for det. Det gælder både parterne imellem samt internt på sygehuset.

Derudover har politiet interne procedurer for, at der sendes politipersonale til sygehuset. Det sker i tilfælde af politiopgaver, som kan medføre uro på en afdeling på sygehuset.

Øvelsen har givet anledning til mindre præciseringer og opdateringer af interne planer og arbejdsgange. Men alt i alt fungerer beredskabet på Sydvestjysk Sygehus og samarbejdet med Syd- og Sønderjyllands Politi ganske tilfredsstillende, konkluderer Sydvestjysk Sygehus og Syd- og Sønderjyllands Politi.

Annonce