Udbud af SINE-netværket bliver atter forsinket

Arkivfoto

I næste måned udløber statens kontrakt med Dansk Beredskabskommunikation om at drive beredskabets radionetværk, SINE. Kontrakten kan dog forlænges, men maksimalt med et år. Center for Beredskabskommunikation har imidlertid netop meddelt, at udbuddet af en ny kontrakt atter er blevet forsinket, så en ny løsning først vil være på plads ved udgangen af 2024.

Egentlig skulle SINE-netværket have været i udbud i 2017, men Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikationen har siden da løbende meldt om nye forsinkelser i det store udbud. Og nu har Center for Beredskabskommunikation så annonceret endnu en forsinkelse, som indebærer, at en ny kontrakt først vil kunne implementeres ved udgangen af 2024 – altså forudsat, at den seneste forsinkelse er den sidste i rækken.

Ifølge Center for Beredskabskommunikation fortsætter den nuværende SINE-løsning, som drives af det Motorola-ejede Dansk Beredskabskommunikation, uændret frem til en ny kontrakt.

Statens kontrakt med Dansk Beredskabskommunikation kan ellers ikke forlænges efter 2021. Center for Beredskabskommunikation vil dog gøre brug af kontraktens nødbestemmelse, som indebærer, at Dansk Beredskabskommunikation er forpligtet til at fortsætte med at levere adgang til nettet på de hidtil gældende vilkår, indtil en eventuelt ny leverandør overtager leveringen.

Udbud koster 36 mio. kr.

”Indtil den nye aftale er indgået og i drift, er det fortsat beredskabernes ansvar at have det rette radioudstyr til at løfte deres vigtige opgave og sørge for udskiftning af radioer, radioudstyr og kontrolrum mv., når det er nødvendigt”, oplyser Center for Beredskabskommunikation.

Center for Beredskabskommunikation har anslået, at selve udbuddet kommer til at koste 36 mio. kr., hvoraf omkring 20 mio. kr. skal bruges på ekspert- og konsulentbistand, mens 6 mio. kr. går til analyse af, hvordan og hvornår talekommunikationen kan suppleres med datakommunikation.

Annonce