To mænd sigtet for falsk politibil

To mænd blev onsdag sigtet for at have givet sig ud for at være offentlig myndighed, efter at Midt- og Vestsjællands Politi opdagede, at de to havde opstillet en blå varevogn, hvor der i varerummet var opstillet en genstand, der lignede fotoudstyret fra politiets ATK-vogne. Mændene havde desuden oprettet en hjemmeside, hvor man kunne bestille deres ”fotovogn”.

Midt- og Vestsjællands Politi fik onsdag kl. 13.09 melding om, at der på Gammel Ringstedvej i Køge stod en bil, der var tilvirket til at ligne en af politiets fotovogne.

Da politiet kom frem til stedet, stod to mænd ved en blå varevogn, hvor der i varerummet var opstillet en genstand, der lignede fotoudstyret fra politiets ATK-vogne og som kunne give et blitz-lys til modkørende bilister. I bilen var også en håndholdt fartmåler.

Det viste sig, at mændene også havde oprettet en hjemmeside, hvor man kunne bestille deres “fotovogn” for at dæmpe farten på de strækninger, hvor den blev opstillet.

Politiet vurderede, at de to mænd skulle sigtes for at give sig ud for at være offentlig myndighed. Den falske fotovogn blev desuden beslaglagt, mens politiet fortsætter sagsbehandlingen.

Annonce