For høj fart bekymrer mange danskere, og derfor er politiets fotovogne både værdsatte og efterspurgte. En ny undersøgelse viser, at langt hovedparten af danskerne mener, at fotovogne gavner trafiksikkerheden. Hele 93 pct. af de adspurgte i undersøgelsen svarer således, at fotovognene er med til at forbedre trafiksikkerheden.
Når politiet parkerer fotovogne ved veje, hvor der bliver kørt for stærkt, er der en stor folkelig opbakning til arbejdet. Der er nemlig bred enighed om, at fotovogne – de såkaldte ATK-biler – tjener et trafiksikkerhedsmæssigt formål.
Faktisk svarer hele 93 pct. af de adspurgte i en undersøgelse for Rådet for Sikker Trafik, at fotovognene er med til at forbedre trafiksikkerheden, nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne eller få folk til at overholde hastighedsgrænserne. Blot 7 pct. svarer, at fotovognene udelukkende er sat i verden for at skrabe penge i bødekassen. Undersøgelsen er udført af Promonitor i 2018 blandt 3.902 danskere, der jævnligt kører bil.
”For høj fart er en af de hyppigste årsager til dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, så det er ikke uden grund, at mange danskere er bekymrede for den høje fart. Langt de fleste mener da også, at fotovogne er en gevinst for trafiksikkerheden, og det giver rigtig god mening, fordi fotovognene kan imødekomme borgernes behov, der hvor de bor”, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
I undersøgelsen, som er gennemført løbende igennem flere år, er antallet af danskere, der ser fotovogne som et trafiksikkerhedsmæssigt tiltag, steget fra 88 pct. i 2015 til altså 93 pct. i 2018.
Politiet får tusindvis af ønsker om fotovogne
I landets politikredse er tendensen også klar. Danskerne henvender sig i stor stil med ønsker om at få besøg af en fotovogn i deres lokalområde, og politiet efterkommer i så stort omfang som muligt de ønsker, som borgerne kommer med.
Politikredsene modtog sidste år flere tusinde henvendelser på færdselsområdet. Det viser en rundringning til politikredsene, som Rådet for Sikker Trafik har gennemført. En stor del af henvendelserne drejede sig om ønsker om hastighedsmåling på steder, hvor borgerne er utrygge, fordi der bliver kørt for stærkt.
”Når vi får så mange henvendelser fra danskere, som ønsker, at vi laver en fartkontrol, hænger det sammen med, at for høj fart skaber ulykker og utryghed. Fotovognene giver os en stor fleksibilitet i forhold til at imødekomme befolkningens ønsker, og det giver mulighed for at lave et mere uforudsigeligt kontroltryk af hastigheden på vejene. Derfor er fotovognen et effektivt værktøj, som er vigtigt i politiets arbejde med trafiksikkerhed”, siger Arne Martinsen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Siden ordningen ”Bestil en betjent” blev indført i december 2018, har Rigspolitiet alene kunnet registrere 539 anmodninger fra borgere om hastighedskontrol. Dertil skal lægges de langt flere henvendelser, politikredsene i 2018 og 2019 har modtaget fra borgerne – se opgørelsen længere nede.