Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, Beredskabsstyrelsen Nordjylland og Region Nordjylland afholder tirsdag en større fuldskalaøvelse, en såkaldt Øvelse Tordenskjold. Øvelsen bliver afholdt på Port Of Aalborg, som er blandt Danmarks største erhvervshavne. Øvelsens formål er at træne samarbejdet mellem de forskellige myndigheder ved en større hændelse.
Øvelsen finder sted tirsdag den 4. juni 2024 kl. 17-21, men der vil formentlig være aktivitet i området et par timer før og efter. Der vil i tidsrummet for øvelsen kunne forekomme opmarch af køretøjer og delvis afspærring på og omkring Port Of Aalborgs østhavn, ligesom der vil kunne høres udrykningssirener mv.
”Noget af det, vi har fokus på, er indsatsledelse, opbygning af skadestedet, samt træning af mandskab i procedure og materiel. Derudover får Port of Aalborg mulighed for at få trænet og afprøvet deres beredskabsplaner”, fortæller øvelsesleder Claus Dahl Olesen.
Øvelseslederen melder, at der vil i alt være ca. 140 deltagere i øvelsen.