Siden 2013 har man kunnet downloade 112-app’en, der sender smartphonens GPS-koordinater til alarmcentralen, når man ringer 112 via app’en. Men den 31. december 2020 lukker 112-appen. Den er overhalet af den mere præcise AML-teknologi (Advanced Mobile Location), som ikke kræver en særlig app, men automatisk aktiveres ved opkald til 112.
Det er ikke længere muligt at downloade 112-app’en, og den 31. december 2020 lukker den. Borgere, der har downloadet 112-app’en, opfordres til at slette den efter nedlukningen, og hvis man har en smartphone, der understøtter AML, kan man lige så godt slette 112-appen allerede nu.
”Vores alarmoperatører oplever hver dag værdien af den nye AML-teknologi. En præcis stedfæstelse af akutte hændelser er helt central for at kunne få hjælpen hurtig frem. Den app-baserede løsning var en god start, men nu har vi fået et endnu bedre støtteværktøj”, forklarer Tim Ole Simonsen, der er operationschef og indsatsleder i Hovedstadens Beredskab.
Tilgængelig på 98 pct. af telefonerne
AML er installeret i både Android- og iOS-telefoner, og det vurderes, at disse to systemer bruges i 98 pct. af mobiltelefonerne på det danske marked.
AML-funktionen er default i styresystemet på Android-telefoner med version 4.0 (lanceret i 2011) eller nyere. I telefoner med iOS-styresystemet skal telefonerne være opdateret til iOS 13.3 (lanceret i 2019) eller nyere. Det er kun iPhone 6S eller nyere, der kan installere 13.3-softwaren. Smartphones af ældre dato, der ikke har de førnævnte versioner, kan ikke gøre brug af AML.
”AML er et nyere og mere præcist værktøj end 112-app’en, og modsat 112-app’en aktiveres AML automatisk ved opkald til 112. AML har vist sig at være meget driftssikker og mere præcis end 112-app’en, og det betyder hurtigere hjælp og færre fejlture for redningstjenesterne”, fortæller Lena Dyhr Toft Christensen, der er afdelingschef i Rigspolitiet.