Sirener blev fejlaktiveret i stort område

Aabenraa var en af de byer, der blev hårdt ramt af stormfloden fredag aften. Da der opstod brud på en mobil dæmning ved byens havn, valgte Syd- og Sønderjyllands Politi at aktivere varslingssystemet med sirener og udsendelse af mobilvarsling. Ved en fejl blev sirenerne imidlertid aktiveret i store dele af Sønderjylland. Mange modtog også endnu en mobilvarsling lørdag eftermiddag og aften. (Opdateret).

Varslingssystemet blev aktiveret omkring midnat natten til lørdag, da der opstod brud på en mobil dæmning ved Aabenraa Havn. Syd- og Sønderjyllands Politi vurderede nemlig, at det var yderst farligt at opholde sig i området.

En fejl gjorde imidlertid, at varslingssirenerne blev aktiveret i store dele af Sønderjylland. Samtidig udsendte politiet information til mobiltelefoner i områderne samt på e-mail, men det skete med et link til en ikke-eksisterende side på politiets hjemmeside. Det førte til mange opkald fra bekymrede borgere, der ikke var klar over, om de var omfattet af den evakueringsordre, som politiet udsendte.

Lørdag eftermiddag og aften opstod der så nye problemer, da mange borgere modtog en varsling på deres mobiltelefoner. Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er årsagen, at der har været et nedbrud på en eller flere telemaster i området, og efterhånden som de er blevet genindkoblet, har de sendt “ophobede” beskeder ud – herunder varslingen fra natten til lørdag.

Annonce