Sigtet for t-shirt med falsk politi-logo

Foto: Rigspolitiet

En 33-årig mand fra Helsingør blev søndag sigtet for overtrædelse af straffeloven, efter at politiet kunne konstatere, at han var iført en sort t-shirt påtrykt ”POLITI” på ryggen samt det danske våbenskjold på brystet, hvorunder der også stod ”POLITI”. Manden fortalte, at han havde købt t-shirten på nettet. Han blev sigtet – og indsat i detentionen.

Søndag kl. 09.28 til Nordsjællands Politi anmeldelse om tumult mellem tre mænd på Axeltorv i Helsingør. En patrulje blev sendt til stedet, men ved patruljens ankomst var der faldet ro over gemytterne blandt tre berusede mænd, der sad på en medbragt sovesofa og drak øl.

Den ene, en 33-årig mand fra Helsingør, var dog iført en sort t-shirt påtrykt ”POLITI” på ryggen samt det danske våbenskjold på brystet, hvorunder der også stod ”POLITI”.

Den 33-årige var dog ikke politibetjent, og han blev derfor sigtet efter straffelovens § 131: ”Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som offentligt eller i retsstridig hensigt udgiver sig for at have en offentlig myndighed eller offentlig bemyndigelse til en virksomhed, eller som uden offentlig bemyndigelse udøver en virksomhed, til hvilken en sådan kræves, eller vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt.”

Manden fortalte, at han havde købt t-shirten på internettet.

Da manden samtidig var påvirket af alkohol i en sådan grad, at patruljen vurderede, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv, og da han nægtede at efterkomme politiets anvisninger, blev han sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og efterfølgende kørt i detentionen for at sove rusen ud.

Annonce