Rigspolitiets nationale situations- og operationscenter indviet

Efter terrorangrebet i København blev det besluttet at oprette et nationalt situations- og operationscenter (NSIOC), som sikrer, at Rigspolitiet hele tiden har et strategisk nationalt overblik. NSIOC blev i dag indviet af justitsminister Søren Pape Poulsen. Ved en større hændelse – eksempelvis terror – skal NSIOC sikre, at der øjeblikkeligt kan etableres det nødvendige situationsbillede.

Det nye nationale situations- og operationscenter (NSIOC) i Rigspolitiet moniterer døgnet rundt den politimæssige situation i Danmark og løser en række nationale støtteopgaver for politikredsene, f.eks. når det gælder helikopterstøtte, udstyr og ressourcer. Samtidig er centret dansk politis kontaktpunkt for internationale samarbejdspartnere.

Ved en større hændelse – eksempelvis terror – skal NSIOC sikre, at der øjeblikkeligt kan etableres det nødvendige situationsbillede, så de relevante foranstaltninger kan iværksættes i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste og politikredsene.

Rigspolitiets nationale SIOC sikrer, at der døgnet rundt er tilstrækkelige ressourcer og kompetencer til rådighed for den eller de berørte politikredse i forhold til at varetage den politioperative opgaveløsning.

NSIOC i blev i dag indviet ved at justitsminister Søren Pape Poulsen aktiverede centrets store hyperwall – en 14 kvadratmeter stor skærm-væg med 24 styk 46″ skærme.

“Med det nye, topmoderne operationscenter får vores politi langt bedre rammer for at bekæmpe kriminalitet og sikre lov og orden. Centeret gør det nemmere for politiet at få et hurtigt overblik over en farlig situation, så myndighederne derfor også kan sætte hurtigere og mere effektivt ind. Dét er helt essentielt i en verden, hvor kriminalitetsbilledet bliver stadig mere komplekst, og hvor terrortruslen mod Danmark desværre fortsat er alvorlig”, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg er glad for, at NSIOC nu er etableret:

“Med NSIOC har Rigspolitiet taget endnu et stort skridt for at give landets politikredse den bedst mulige understøttelse. Ikke kun ved større uvarslede hændelser, men også i forbindelse med løsningen af de mere dagligdags opgaver. SIOC-understøttelsen er den helt nødvendige og rigtige løsning, når dansk politi skal løse de opgaver, som vi bliver stillet – ikke mindst i lyset af det trusselbillede, som vi har set gennem de seneste år”, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Politiet etablerer i alt fire døgnbemandede situations- og operationscentre (to regionale centre i henholdsvis Østjyllands og Københavns politikredse og to nationale centre i PET og i Rigspolitiet). De fire centre vil til enhver tid have et fælles overblik over den beredskabsmæssige situation i hele landet, således at de i tilfælde af f.eks. en terrorhændelse umiddelbart vil være i stand til at indgå i opgaveløsningen.

Annonce