Fra næste sommeren vil omkring en tredjedel af politiets patruljevogne være udstyret med en ny løsning til mobil datakommunikation. Løsningen, der har fået navnet Bifrost og erstatter patruljevognenes nuværende Thor-terminaler, samler opslag i centrale registre, betjening af SINE-terminalen, flådestyring, navigation og udrykningsanlæg ét sted. Det vil effektivisere politiets arbejde.
Efter grundige foranalyser og gennemførelse af en EU-udbudsforretning har Rigspolitiet netop tegnet kontrakt med virksomheden Systematic om levering af udstyr til Bifrost. I efteråret vil udstyret blive monteret og testet i 25 patruljevogne i tre politikredse.
Efter test og evaluering bliver Bifrost monteret i yderligere 300 patruljevogne fordelt på alle landets politikredse. Seriemonteringen begynder til næste år, og fra sommeren 2014 vil disse i alt 325 patruljevogne kunne bruge værktøjet. Efter sommeren 2014 vil politikredsene få mulighed for at købe sig til Bifrost-udstyr i nye patruljevogne.
“Efter flere års arbejde er det glædeligt, at Bifrost nu er på vej i drift i politiet. Med udgangspunkt i brugernes behov har vi udviklet en hurtig og tidssvarende løsning til dataopslag. Vi har baseret os på en Windows-platform, der nemt kan udbygges, så den også vil matche fremtidige behov”, fortæller Peter Carpentier, der er sekretariatschef i Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation.
Bifrost har en enkel betjeningsflade placeret på instrumentbordet. Den 10″ store touchscreen betyder, at løsningen er nem at betjene – samtidig med, at den giver mulighed for visning af meget data, f.eks. hele skærmbilledet fra opslag i de centrale registre. Bifrost kan benyttes ved både rutinemæssig patruljekørsel og ved udrykning. Løsningen kan i modsætning til Thor-terminalerne anvendes om natten, da der er lys i tastaturet.