Politiets køretøjer ramt af bremsesvigt efter værkstedsfejl

Arkivfoto

Politibiler i to politikredse har i store dele af 2018 kørt udrykningskørsel med fejl på bremserne til fare for politibetjente og andre trafikanter. Problemerne skyldes fejlservicering af bremserne på politiets nye værksted. Problemet er kort fortalt, at værkstedet har smurt kobberfedt på bolte, der ikke må smøres, og at man har genbrugt engangsbolte.

Tidligere har politiet kun benyttet autoriserede værksteder, men i starten af 2018 måtte landets politikredse sende kontrakterne i udbud efter en række meget offentlige problemsager om brud på udbudsreglerne. Og i løbet af april begyndte bremse­problemerne at melde sig i Nordsjællands og sidenhen Københavns Vestegns politikredse, som begge benytter AutoCenter København. Det skriver Ingeniøren.

Hos Københavns Vestegns Politi har man oplevet to konkrete tilfælde af bremsesvigt i trafikken og har derfor sendt alle biler, der har været serviceret af AutoCenter København i Hvidovre, til kontrol hos autoriserede værksteder.

”Gennemgangen på de autoriserede værksteder af ovennævnte biler viste et uacceptabelt antal fejl i forbindelse med AutoCenter Københavns servicering af bremser på tværs af bilmærker”, skriver Rigspolitiet ifølge Ingeniøren i et internt notat.

Samtlige biler er blevet fejlserviceret

Problemet er, at værkstedet har smurt kobberfedt på bolte, der ikke må smøres, og at man har genbrugt engangsbolte. Smøres boltene, kan de risikere at falde af, særligt når de bliver så varme, som det kan være tilfældet ved udrykningskørsel – og sker det, mister bilen bremseevnen på det pågældende hjul.

En større undersøgelse af et udsnit af bilerne hos Teknologisk Institut har vist, at samtlige biler er blevet fejlserviceret, og at flere ikke var i sikkerhedsmæssigt forsvarlig stand. Hos Nordsjællands Politi har en række kontroller på autoriserede værksteder afdækket samme type fejl. Men en mere gennemgående kontrol hos FDM har kun påvist mindre alvorlige fejl.

Nordsjællands Politi har derfor beholdt kontrakten med AutoCenter København i Gentofte. Hos Københavns Vestegns Politi har man derimod mistet tilliden til AutoCenter København i Hvidovre, afvist værkstedets tilbud om at bringe fejlene i orden og indstillet brugen af værkstedet. Parterne blev i december enige om at ophæve kontrakten, skriver Ingeniøren.

Annonce