Politiet træner hunde til eftersøgninger i vand

Foto: Rigspolitiet

Snart kan politiet gøre brug af et nyt redskab ved eftersøgninger: De såkaldte vandsøgshunde. Det er hunde, som er specielt trænet til at finde personer eller genstande til vands, og hundene vil gøre eftersøgningerne hurtigere og mere effektive, lyder vurderingen. Indtil nu har politiet måttet låne hunde af svensk politi, når man har foretaget eftersøgninger til vands.

Politiet har besluttet at gå i gang med at træne op til seks af de såkaldte vandsøgshunde. Ifølge John Jensen, som er leder af Politihundetjenesten i Danmark, har der vist sig at være et større behov end forventet for de specialtrænede hunde:

”I en stor andel af eftersøgningssager ender man med at finde den savnede i en sø, vandhul eller i havet”, forklarer John Jensen og fortsætter:

”Vi har kigget på, hvor mange sager, vi egentlig har på landsplan i løbet af et år, hvor det ville give mening at benytte vandsøgshunde, og vi kan se, at der i det forgange år har været mere end 60 sager. Derfor vurderede vi, at det var relevant at få trænet hunde til at kunne løse denne opgave”.

Eksisterende hunde skal bruges

De nuværende redskaber til søgning til vands er helikoptere, både og dykkere, samt hunde fra bredden. Med de specialtrænede hunde bliver det muligt at udpege eller afgrænse et område i søgningen og dermed gøre eftersøgningen mere fokuseret.

Vandsøgshundene bliver fundet i den eksisterende pulje af patruljehunde. Der er således ikke tale om nye hunde, der skal indkøbes, blot nogle udvalgte få, som skal ”videreuddannes”.

”Vi bruger patruljehunde, som i forvejen kan alle andre elementer af ligsøgning. Det betyder, at vi blot skal lære dem også at søge i maritimt miljø”, siger John Jensen, som formoder at den ekstra træning vil vare fire til seks måneder.

”Der er stor forskel på at søge til vands og til lands. Når vi har brugt de svenske vandsøgshunde, har vi været meget imponerede af, hvor gode de var til at søge på vand, men så snart de kom op på land og f.eks. skulle søge efter nedgravede objekter, var vores specialtrænede hunde langt bedre. Så miljøet har stor betydning”, fortæller han.

Kan spare ressourcer under eftersøgninger

Ifølge John Jensen er der mange fordele ved at dansk politi nu får deres egne vandsøgshunde.

”Det vil jo først og fremmest øge chancerne for at finde dem, vi søger efter, og at vi kan finde dem hurtigere. Det vil så betyde, at de pårørende hurtigere kan få afklaring, og så vil det samtidig gøre kriminalteknikernes og retsmedicinernes arbejde lettere. Jo før et lig kommer ind, jo lettere er det nemlig at afgøre dødsårsagen og sikre spor. Så der er mange fordele”, siger John Jensen.

Derudover kan hundene også være med til at spare politiressourcer og ressourcer for bådpersonale og dykkere. ”Hvis hundene kan være med til at gøre eftersøgningerne kortere og mere fokuserede, betyder det jo, at vi ikke skal bruge så mange timer i vandet, og at vi i stedet kan bruge ressourcerne på noget andet”, siger John Jensen.

I forbindelse med vandsøgshundene er der indgået et samarbejde med Forsvarets minørtjenesten og deres dykker, Marinehjemmeværet med deres både, National Kriminalteknisk Center samt en vandforsker og en retsmediciner.

Annonce