Politiet hædrede hverdagens helte

Politiinspektør Helle Kyndesen, Jesper Christensen, Mia Schnefeldt Sørensen, Esben Norderhaug Brandt, Mads Højsager Bjerregaard Hvegholm, Pia Højsager og chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Fem heltemodige mennesker blev i denne uge hædret af Østjyllands Politi med en dusør for at have hjulpet andre borgere i nød. En af borgerne stoppede en kvinde, der var ved at springe ud fra en gangbro, mens to andre borgere reddede en person op fra Aarhus Havn. Andre to borgere gav førstehjælp ved en alvorlig trafikulykke.

De fem hverdagshelte har alle det til fælles, at de har handlet hurtigt og ydet en ekstra indsats for at redde andres liv. Derfor modtog de en dusør, og politidirektør Helle Kyndesen og chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen takkede dem for indsatsen.

Esben Norderhaug Brandt fra Hasle var en af modtagerne. Han kom den 10. februar i år cyklende på Hasle Ringgade, da han så en kvinde, der var i færd med at springe ud fra en gangbro. Han sprang straks af cyklen og løb hen til kvinden, som stod bag et rækværk og nægtede at modtage hjælp. Hurtigt tog han alligevel fat i kvinden, og sammen med en anden forbipasserende fik han reddet kvinden over på den anden side og holdt hende fast, til politiet kom frem.

Reddede kvinde fra druknedøden

Pia Højsager fra Aarhus C og Mads Højsager Bjerregaard Hvegholm fra Kolding reddede også et liv, da de natten til den 3. marts trak en kvinde op fra Aarhus Havn. De hørte kvinden råbe om hjælp i vandet og reagerede hurtigt ved at hente en redningskrans, som de kastede i vandet. Herefter hev de sammen med to andre personer kvinden op fra vandet og fik ringet 112. Indtil ambulancen kom frem, gav de førstehjælp til kvinden, der overlevede turen i det kolde vand.

Jesper Christensen og Mia Schnefeldt Sørensen fra henholdsvis Hirtshals og Nykøbing Mors gav også førstehjælp på stedet, da de 12. december sidste år tilfældigvis kom forbi en trafikulykke på E45-motorvejen ved Hadsten. Sammen med en politibetjent fik de trukket en stærkt tilskadekommen kvinde ud af den forulykkede bil og begyndte at give hende hjertemassage. Det fortsatte de med, indtil ambulancen kom. Desværre stod kvindens liv ikke til at redde, og hun døde kort efter. Efterfølgende har den afdøde kvindes pårørende fortalt, at de er meget taknemmelige for den indsats, Jesper og Mia ydede.

Politidirektør: Jeg er meget imponeret

Politidirektør Helle Kyndesen sender store roser til alle dusørmodtagerne.

”Jeg er meget imponeret over det mod og den handlekraft, de har vist i nogle meget svære situationer. Det vil vi i Østjyllands Politi gerne anerkende dem og takke dem for. Samtidigt håber jeg, at deres gerninger kan være en inspiration for os andre, som måske pludseligt en dag kan stå i en lignende situation”, siger politidirektøren.

Ud over de fem personer, der mødte op, fik to personer, somvar med til redningsaktionen på havnen, en dusør, ligesom en person yderligere modtog dusør for at have hjulpet kvinden på gangbroen.

Annonce