Politiet efterlyser episoder med falsk politibil

Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

En eftermiddag op til påske blev en 51-årig mand fra Vestsjælland anholdt på motorvejen ved Holbæk. Det skete efter at han havde anvendt et blåt blink på sin bil, en Rød Dacia Logan personbil. Manden er nu blevet sigtet for at udgive sig for at være fra en offentlig myndighed, men politiet mener, at der kan have været flere episoder – så nu efterlyser de vidner.

Sagen startede, da føreren af en varebil anmeldte, at han på Kalundborgmotorvejen ved Holbæk var blevet forsøgt stoppet af en Rød Dacia Logan personbil med et blåt blink i forruden. Forinden havde de to bilister haft en uenighed, da de kørte på motorvejen, hvorefter føreren af den røde bil tændte blinket. Varebilschaufføren synes det var mistænkeligt og ringede til politiet.

Flere patruljer satte straks kursen og den røde bil blev stoppet på motorvejen ved Holbæk, hvor en 51-årig mand fra Vestsjælland sad bag rattet. På instrumentbrættet ved forruden sad et blåt såkaldt springblink, og på bilens forsæde lå et blåt rotorblink.

Den 51-årige blev sigtet for at udgive sig for at være fra en offentlig myndighed, og afhørt til sagen. Han indrømmede, at han havde tændt det blå blink, fordi han synes føreren af varebilen havde kørt hasarderet. Han nægtede dog at have gjort det for at lege politi og at han nogensinde havde gjort det før.

Kan have været flere episoder i hele landet

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politiet er der dog noget, som tyder på, at det ikke er første gang den Røde Dacia Logan har kørt med blåt blink tændt. En betjent fra færdselsafdelingen undersøger nu sagen og søger i den forbindelse vidner.

”Borgere som har oplevet lignende episoder eller som har set en rød Dacia Logan med blåt blink i forruden må meget gerne ringe til os. Det er vigtigt, at man kan stole på myndighederne, så vi ser med stor alvor sager med falsk politi”, siger politikommissær Lars Galasz, der er leder af Færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at bilen kan have kørt med blåt blink på strækninger i hele Danmark.

Der er op til to års fængsel i strafferammen på at udgive sig for at være offentlig myndighed.

Vidner, som har oplysninger i sagen, bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Annonce