Politibetjent alvorligt kvæstet – påkørt under eftersættelse

En politibetjent fra Østjyllands Politi blev fredag aften påkørt i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld i Aarhus. Hans tilstand er fortsat kritisk. Påkørslen skete kl. 18.14 i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj. Politibetjent stod klar i krydset til at lægge såkaldte stop sticks ud på kørebanen med henblik på at få standset en bil, der imidlertid påkørte ham.

Bilen, der påkørte politibetjenten, var allerede på flugt fra politiet, og det var i forbindelse med den eftersættelse, at den 31-årige politibetjent stod klar i krydset til at lægge stop sticks ud på kørebanen.

Politibetjenten blev påkørt af bilen, der kom kørende med meget høj fart, hvorefter føreren af bilen flygtede fra stedet ad Silkeborgvej i retning mod Brabrand. Politiet har siden påkørslen arbejdet på at finde frem til både flugtbil og flugtbilist.

Flugtbilen er blevet senere fundet ikke så langt fra uheldsstedet, men den formodede flugtbilist, 20-årige Mohamad Takes Younes, er fortsat på fri fod. Politiet beder derfor også fortsat offentligheden om hjælp til at finde frem til ham.

”Jeg har her til aften modtaget besked om, at en af vores betjente er kommet alvorligt til skade i tjenesten i forbindelse med et færdselsuheld i Aarhus. Han modtager nu behandling på hospitalet, og vi afventer nærmere oplysninger om hans tilstand. Vi er i løbende kontakt med betjentens familie, som er underrettet og til stede på hospitalet”, siger Kirsten Dyrman, der er politidirektør i Østjyllands Politi.

Annonce