Torsdag den 26. juni var seks af landets otte alarmcentraler ude af drift i ca. halvanden time på grund af en teknisk fejl hos TDC. Kun alarmcentralerne i København og på Bornholm var ikke berørt af problemerne. Fejlen blokerede fra alle alarmopkald – både fra fastnet og mobilnet – og via medierne blev befolkningen opfordret til at ringe til det lokale politi, hvis de havde behov for hjælp. Fejlen blev opdaget kort efter kl. 7, og var udbedret igen ved 8.30-tiden.
Nedbruddet skyldtes en kortslutning i det centrale netværk på alarmcentralen i Århus, der dækker det meste af landet. Der er et backup-system, men det virkede kun på alarmcentralen i Viborg. Alarmcentralerne på Bornholm og i København kører på et separat system, og var derfor ikke berørt at nedbruddet. Ifølge politiet gav nedbruddet ikke anledning til alvorlige problemer, men flere politikere har meddelt, at de vil rejse sagen i Folketinget på grund af nedbruddets lange varighed.
I tiden op til nedbruddet havde der i flere dage været periodiske problemer på alarmcentralerne. Politiets alarmcentral i Hillerød havde således allerede problemer tidligere på ugen, hvor politiet ikke kunne videresende en alarm om et sygdomstilfælde til Falck. Politiet fik aldrig en tilbagemelding fra alarmsystemet om, at de første to meldinger fra politiet til Falck om at sende en ambulance ikke var gået igennem, og en ambulance blev først afsendt, da en tredje henvendelse gik igennem. På det tidspunkt var der gået halvanden time siden den oprindelige alarm.