Økonomistyrelsen overtrådte udbudsregler ved Tetra-udbud

I 2006 sendte Økonomistyrelsen statens nye telekommunikationsnet for beredskabet i udbud. Udbuddet er siden blevet hårdt kritiseret, ikke mindst fordi det blev gennemført efter at staten allerede havde tildelt de to mest relevante frekvenser til det Motorola-ejede Tetranet og til Tetrastar, der var ejet af virksomheden Damm Cellular Systems. Udbuddet blev imidlertid gennemført som et teknologineutralt udbud, hvor Dansk Beredskabskommunikation, der ejes af Motorola, vandt. Nu har Klagenævnet for Udbud imidlertid afgjort, at Økonomistyrelsen ikke overholdt udbudsreglerne, da styrelsen valgte udbudsformen konkurrencepræget dialog.

I alt anmodede fem virksomheder om at blive prækvalificeret til at byde på den milliardstore opgave med at levere et nyt og fælles kommunikationsnet til beredskabet. Det var TDC Totalløsninger, EADS Secure Networks, konsortiet Damm Cellular Systems A/S / Mærsk Data Defence / Saab / Eltel Networks Telecom, Dansk Beredskabskommunikation samt Nordisk Mobiltelefon.

Udbuddet blev vundet af Dansk Beredskabskommunikation, men siden da har der været ført både klage- og retssager om forløbet af udbuddet. Den hollandske virksomhed Nethleas, der ikke havde anmodet om at blive prækvalificeret, klagede således til Klagenævnet for Udbud, men fik ikke medhold. Også Damm-konsortiet klagede til Klagenævnet for Udbud – og præsenterede ikke mindre end 17 klagepunkter – men konsortiet fik ikke medhold, da klagenævnet afsagde kendelse i april 2008.

I 2008 anlagde Damm-konsortiet så sag mod Klagenævnet for Udbud ved Østre Landsret. Konsortiet ønskede, at landsretten skulle underkende klagenævnets afgørelse om et af de 17 klagepunkter, nemlig en klage over den udbudsform, som Økonomistyrelsen havde valgt. Det fik Damm medhold i, da Østre Landsret i juni 2009 afsagde dom og fastslog, at klagenævnets afgørelse for så vidt angik dette klagepunkt var ugyldig. Derfor blev sagen hjemvist til fornyet behandling i Klagenævnet for Udbud, og det er klagenævnets nye afgørelse, som nu foreligger – og som giver Damm-konsortiet medhold.

Skulle have gennemført et egentligt udbud

Sagen handler om den udbudsform, som Økonomistyrelsen valgte.

Efter EU’s udbudsdirektiv er det klare udgangspunkt, at udbud skal gennemføres som traditionelle udbud – d.v.s enten et offentligt udbud, hvor alle kan byde, eller et begrænset udbud, hvor et begrænset antal leverandører opfordres til at byde på opgaven. Ved disse udbudsformer giver virksomhederne et tilbud på opgaven, de modtagne tilbud sammenlignes, og det bedste tilbud vælges.

Økonomistyrelsen valgte imidlertid at gennemføre Tetra-udbuddet efter en anden udbudsform, den såkaldte konkurrenceprægede dialog. Udbudsformen indeholder en indledende fase, hvor de prækvalificerede virksomheder drøfter kravspecifikationen med den offentlige institution, hvorefter institutionen udarbejder et endeligt udbudsmateriale og tildeler kontrakten uden at forhandle med tilbudsgiverne. Konkurrencepræget dialog er efter EU-reglerne en undtagelse, som kan benyttes under særlige omstændigheder, f.eks. når der er tale om en meget kompleks opgave, som er vanskelig at kravspecificere. Det skal simpelthen være umuligt at anvende de normale udbudsformer, altså offentligt udbud eller begrænset udbud.

Ifølge Damm-konsortiet gav den konkurrenceprægede dialog en fordel til Dansk Beredskabskommunikation, der allerede havde licens på at drive et Tetra-netværk til beredskabet, og Damm-konsortiet mente ikke, at betingelserne for at fravige de normale udbudsformer var opfyldt. Og det giver to af de tre medlemmer af klagenævnet dem ret i. Klagenævnet lægger vægt på, at Økonomistyrelsen for at vælge konkurrencepræget dialog skulle være ude af stand til at præcisere kontraktvilkårene indenfor tekniske, retlige eller finansielle forhold, og at det er Økonomistyrelsen, som har bevisbyrden for, at kontrakten var så kompliceret, at styrelsen f.eks. ikke kunne beskrive de tekniske krav i udbudsmaterialet. Den bevisbyrde har Økonomistyrelsen ifølge Klagenævnet for Udbud ikke løftet.

På den baggrund har klagenævnet afgjort, at Økonomistyrelsen ikke overholdt udbudsreglerne. Økonomistyrelsen skal betale 75.000 kr. i sagsomkostninger til Damm, men ellers får kendelsen ikke nogen direkte virkning på udbuddet, der ikke bliver ugyldigt. Damm har dog mulighed for at anlægge en erstatningssag, hvis konsortiet kan bevise, at de har lidt et tab på grund af Økonomistyrelsens fejl.

Annonce