Når politiets køretøjer overtræder hastighedsgrænserne og blive fotograferet i en af de automatiske stærekasser, så slipper politifolkene fremover for en fartbøde. Justitsministeriet vil nemlig indføre en ny formodningsregel, hvor man går ud fra, at den høje hastighed skyldes, at der var tale om udrykningskørsel. Politiets egne tal viser dog, at det i ca. 5,5 pct. af sagerne ikke er tilfældet.
Når de automatiske stærekasser registrerer en overtrædelse af hastighedsgrænserne, så bliver det optaget et billede i sort/hvid. Dermed kan det være svært at se, om et udrykningskøretøj rent faktisk var på udrykning – og dermed ikke skal have en bøde.
For ambulancer og brandkøretøjer er der dog administrativt blevet indført en formodningsregel om, at udrykningskøretøjer, der er blevet fotograferet i en stærekasse, formodes at være under udrykning. Sideløbende er der indført stikprøvekontrol.
Kontrollen med politiets køretøjer, der er mærket med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler, er imidlertid lovreguleret, og derfor omfatter formodningsreglen i dag ikke politiets køretøjer. Politiet skal derfor undersøge hver sag for at fastslå, om køretøjet i det konkrete tilfælde var på udrykning, og politiet bruger derfor uforholdsmæssig lang tid på at blive fritaget for fartbøder, som de har fået i forbindelse med lovlig udrykningskørsel.
Hensyn til færdselssikkerheden må vige
Nu vil Justitsministeriet imidlertid ændre lovgivningen, så der også for politiet indføres en formodningsregel om udrykningskørsel.
”Det er således efter Justitsministeriets opfattelse afgørende, at beredskabet og myndighederne kan bruge deres ressourcer på den bedst mulige måde frem for at skulle bruge ressourcer på unødige sagsbehandlingsskridt (ikke mindst i politikredsene) i forbindelse med at skulle bevise, at der har været tale om udrykningskørsel i det pågældende tilfælde. Selvom hastighedskontrol er afgørende og vigtig for at sikre færdselssikkerheden og trygheden på vejene må dette hensyn efter Justitsministeriets opfattelse – når det drejer sig om politipersonale, der skal handle hurtigt i forbindelse med akutte situationer, og hvor tilsidesættelsen af hastighedsbegrænsninger kan være nødvendig – vige for hensynet til politiets arbejde”, oplyser Justitsministeriet.
57 sager om uberettigede hastighedsovertrædelser
Tal fra 2019 fra Rigspolitiet viser imidlertid, at der i ca. 5,5 pct. af alle sager om hastighedsovertrædelser begået af politiets køretøjer, som blev registreret af stærekasser, er sket betaling af bødeforelægget. Justitsministeriet konkluderer, at politifolkene i disse sager dermed har erkendt, at der var tale om en uberettiget hastighedsovertrædelse. I absolutte tal svarer det til ca. 57 sager i 2019.
Antallet af sager fra de øvrige beredskabsaktører viser, at 8 pct. af bødeforelæggene blev betalt, hvilket svarer til 42 sager i 2019. Desuden viser tal fra Politiklagemyndigheden, at myndigheden i ca. 15 pct. af alle sager om hastighedsovertrædelser, der blev afgjort i 2019, fandt, at der var grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af hastighedsgrænserne, hvilket i absolutte tal svarer til 32 sager. Politiklagemyndigheden behandler sager, hvor der er tale om politiets civile køretøjer og sager, hvor det af politidirektøren er vurderet, at der ikke var tale om udrykningskørsel.
Justitsministeriet vurderer derfor, at der som supplement til formodningsreglen er behov for at indføre en stikprøvekontrol, hvor politiet efterprøver, om der i tilfældigt udvalgte konkrete sager har været tale om udrykningskørsel.
Justitsministeriet lægger op til, at de nye regler skal træde i kraft den 1. juli 2021.