I 2021 blev der indført en ny bestemmelse i udrykningsbekendtgørelsen, som giver politiet mulighed for at overtræde færdselsloven, selv om der ikke er tale om udrykningskørsel. I 2022 har det i to tilfælde ført til, at der ikke er rejst straffesag mod politifolk. I en række andre sager er politifolk dog blevet straffet for overtrædelser, særligt hastighedsoverskridelser, hvor betingelserne for udrykningskørsel ikke var opfyldt.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) behandler adfærdsklager og efterforsker straffesager. Sager vedrører politipersonale og andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse eller strafforfølgning.
I 2022 har Politiklagemyndigheden behandlet en række sager om rammerne for politifolks udrykningskørsel. To af sagerne handler om den nye § 9 a i udrykningsbekendtgørelsen, som blev indført i 2021. Den nye bestemmelse indebærer, at politipersonale må overtræde færdselsloven, selv om kørslen ikke udgør udrykningskørsel. Det kan ske, ”såfremt det skønnes nødvendig med henblik på effektiv varetagelse af påtrængende politimæssige opgaver eller lignende, herunder med henblik på forebyggende patruljering, opretholdelse af den offentlige orden m.v., og såfremt færdselssikkerhedsmæssige forhold eller omstændighederne i øvrigt ikke taler væsentligt imod”.
Sagerne, der vedrører udrykningsbekendtgørelsen, gengives herunder (med Politiklagemyndighedens uforkortede beskrivelse).
Sag nr. 1: Patruljevogns kørsel mod ensretning
En polititjenestemand (P) blev anmeldt for at have ført en uniformeret patruljevogn mod ensretningen. Der forelå en videooptagelse af episoden.
P forklarede blandt andet, at patruljen kørte rundt for at vise en politielev byen og for generelt at være tryghedsskabende, samt at de kørte stille og roligt. P forklarede endvidere, at han ikke bemærkede skiltningen, men at patruljen havde en rute, hvor de kom forbi flere værtshuse.
Statsadvokaten fandt, at der ikke var grundlag for at gøre et strafansvar gældende mod P. Statsadvokaten lagde i den forbindelse vægt på, at der var afgivet modstridende forklaringer i sagen om de faktiske omstændigheder, og at handlingen efter straffelovens § 3 skulle vurderes efter udrykningsbekendtgørelsens § 9 a. Statsadvokaten vurderede i den forbindelse, at patruljen foretog forebyggende patruljering, og at videooptagelsen understøttede P’s forklaring om, at han kørte stille og roligt. Statsadvokaten fandt således ikke, at færdselssikkerhedsmæssige forhold eller omstændighederne i øvrigt talte væsentligt imod, at patruljen kørte mod ensretningen.
Sag nr. 2: Patruljevogns kørsel mod ensretning
En polititjenestemand (P) blev anmeldt for at have ført en uniformeret patruljevogn ind på en vej, hvor to færdselstavler angav, at der var indkørsel forbudt, idet vejen var ensrettet.
P forklarede blandt andet, at patruljen skulle transportere en borger (B), som var lidt udadreagerende og ikke ønskede at komme med politiet. Imidlertid lykkedes det at få B med. B blev ikke ilagt håndjern. Endvidere forklarede P, at det var hensigtsmæssigt at komme forholdsvis hurtigt afsted med B for at undgå konflikt, men P skønnede samtidig, at opgaven ikke tilsagde udrykningskørsel, idet der derved var risiko for, at dette ville forværre B’s tilstand og reaktion. P skønnede derfor ud fra polititaktiske overvejelser, at det var mest hensigtsmæssigt at fortsætte kørslen i den retning, som patruljevognen allerede holdt, også selvom dette indebar, at P kørte mod færdselsretningen et kort stykke tid. P forklarede desuden, at han orienterede sig og sikrede sig, at kørslen kunne foretages uden fare eller ulempe, at der ikke var anden trafik i nærheden, samt at han kørte stille og roligt.
Statsadvokaten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte P’s skøn om, at undladelsen af at følge skiltningen på stedet var nødvendig med henblik på varetagelse af en påtrængende politimæssig opgave eller lignende. Statsadvokaten fandt endvidere, at de færdselssikkerhedsmæssige forhold og omstændighederne i øvrigt ikke talte væsentligt imod, at P kortvarigt kørte mod ensretningen. På den baggrund fandt statsadvokaten, at betingelserne i udrykningsbekendtgørelsens § 9 a, stk. 1, jf. stk. 2, var opfyldt, hvorfor der ikke var grundlag for at gøre et strafansvar gældende mod P.
Sag nr. 3: Polititjenestemand kørte udrykningskørsel med en anholdt i bilen
Politiklagemyndigheden sigtede en polititjenestemand (P) for overtrædelse af færdselsloven og udrykningsbekendtgørelsen ved under kørsel i en uniformeret patruljevogn uden tjenestelig anledning og uden, at det måtte anses for nødvendigt, og uagtet at han havde en anholdt person (A) i bilen, at have foretaget udrykningskørsel, samt herudover i et kryds ikke at have optrådt hensynsfuldt og udvist den fornødne agtpågivenhed, idet han i krydset forsætligt påkørte en personbil (F).
P blev endvidere sigtet for at have overtrådt de fastsatte hastighedsgrænser, idet han under kørslen på flere strækninger kørte med en hastighed mellem 100-200 km/t.
Sagen er fortsat under efterforskning.
Sag nr. 4: Bøde for hastighedsoverskridelse
En polititjenestemand (P) blev tiltalt for overtrædelse af færdselsloven ved at have ført en uniformeret patruljevogn med mindst 93 km/t, selv om hastigheden ikke måtte overstige 80 km/t.
P forklarede blandt andet, at hastighedsoverskridelsen skete i forbindelse med transport af en anholdt, der var diffus og forvirret, idet den anholdte ikke vidste, hvor han var, eller hvor han skulle hen. P forklarede endvidere, at han ikke kørte udrykningskørsel, men at han kørte lidt hurtigere på grund af redning af den anholdte, som var syg og svækket. Desuden forklarede P, at udrykningssignalerne ikke var aktiveret, og at patruljen kørte forbi anholdtes hjemmeadresse på vej til politistationen, idet der måske var en person her, der kendte den anholdte og hans sygdomshistorik. Herudover forklarede P, at den anholdtes tilstand umiddelbart ikke var livstruende, men at det var svært for ham at vurdere, hvor alvorligt det forholdt sig, og at han prioriterede hensynet til redning af den anholdte. P forklarede yderligere, at der var tilkaldt en læge, som skulle tilse den anholdte, når de ankom til politistationen. Endelig forklarede P, at det efterfølgende viste sig, at den anholdte havde en mindre blodprop i hjernen.
Statsadvokaten fandt, at betingelserne for udrykningskørsel ikke var opfyldt i situationen og udstedte et bødeforelæg på 1.000 kr., som P vedtog.
Sag nr. 5: Hastighedsoverskridelse
En polititjenestemand (P) blev tiltalt for overtrædelse af færdselsloven ved at have ført en civil patruljevogn med mindst 60 km/t, selv om hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t. P blev subsidiært tiltalt for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen ved at have kørt udrykningskørsel uden at anvende udrykningslygte og -horn. P var endvidere anmeldt for overtrædelse af straffelovens § 155 ved at have konstrueret en forklaring for at komme ud af ovennævnte tiltale.
P forklarede blandt andet, at han opdagede en personbil (F), der lavede et styreudslag, og som han fattede interesse for, uden P kunne begrunde nærmere hvorfor. P forklarede endvidere, at der var en række andre biler mellem patruljen og F, som drejede ned ad en sidevej. F var derefter ude af syne, og P satte derfor hastigheden op. P tændte ikke udrykningssignalerne, idet han ellers ikke ville fange nogen. Herefter blev P blitzet i hastighedsmålingen. P forklarede endelig, at patruljen fortsatte og senere opdagede en henkastet personbil, der kunne være F, og som de forespurgte på via radioen.
Statsadvokaten fandt, at der ikke var rimelig formodning for, at P havde overtrådt straffelovens § 155, idet det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at P havde konstrueret en forklaring om, at patruljen kørte udrykningskørsel for at undgå bødeansvar for hastighedsoverskridelsen.
Statsadvokaten fandt dog, at der var tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale for hastighedsoverskridelsen, subsidiært for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen ved at have kørt udrykningskørsel uden at anvende udrykningslygte og –horn. Sagen afventer hovedforhandling i retten.
Sag nr. 6: Udrykningskørsel uden anvendelse af udrykningssignaler
En polititjenestemand (P) blev som fører af en civil patruljevogn målt til at have kørt mindst 56 km/t, selv om den højest tilladte hastighed ikke måtte overstige 50 km/t. På tidspunktet for registreringen af hastighedsoverskridelsen blev der ikke anvendt udrykningssignaler.
For så vidt angik hastighedsoverskridelsen forklarede P blandt andet, at han blev opmærksom på en udenlandsk personbil (F), der kørte med en cykel på cykelanhængeren, som ikke var ordentligt fastspændt, hvorfor han ønskede at bringe F til standsning.
For så vidt angik udrykningssignalerne forklarede P blandt andet, at disse ikke blev anvendt, idet der ikke var særlig mange biler på vejen, der var kort afstand mellem patruljevognen og F, samt at det ikke var nødvendigt for at bringe F til standsning.
Statsadvokaten fandt, at betingelserne for udrykningskørsel var opfyldt og opgav påtale for overtrædelse af færdselsloven. Statsadvokaten fandt endvidere, at betingelserne for at undlade at anvende udrykningssignaler ikke var til stede og udstedte en bøde på 1.000 kr. for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen.
Sag nr. 7: Bøde for hastighedsoverskridelse
En polititjenestemand (P) blev tiltalt for overtrædelse af færdselsloven ved at have ført en civil patruljevogn med mindst 59 km/t, selv om hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t.
P forklarede blandt andet, at patruljen blev opmærksom på en mistænkelig personbil (F), som blev ført i høj fart. P satte derfor farten op for at indhente F. P forklarede endvidere, at han ikke fik registreringsnummeret på F, idet F drejede af ved en sidevej, imens P holdt for rødt lys. Endelig forklarede P, at han ikke var omfattet af udrykningsbekendtgørelsen, idet han var politikadet, hvorfor han ikke benyttede patruljevognens udrykningssignaler.
Statsadvokaten fandt, at betingelserne for udrykningskørsel ikke var opfyldt, som følge af, at P – som politikadet – ikke var certificeret til at foretage udrykningskørsel. Statsadvokaten udstedte herefter et bødeforlæg på 1.000 kr. for hastighedsoverskridelsen, som P vedtog.
Sag nr. 8: Hastighedsoverskridelse
En polititjenestemand (P) blev som fører af en civil patruljevogn målt til at køre mindst 58 km/t, selv om hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t.
P forklarede blandt andet, at patruljen blev overhalet af en personbil (F), hvori der sad flere personer af udenlandsk udseende. Da afdelingen behandlede en sag vedrørende det udenlandske kriminelle netværk i området, besluttede P at køre efter F for at se, hvor den kørte hen. P forklarede endvidere, at patruljen fulgte efter F i en periode, imens de forsøgte at slå køretøjet op i politiets systemer. Desuden forklarede P, at der gik lidt tid, før patruljen slog udrykningssignalerne til henset til, at disse nogle gange ligger i handskerummet eller under passagersædet i de civile patruljevogne. P forklarede endelig, at udrykningshornet ikke blev anvendt, idet P skønnede, at udrykningslygten var tilstrækkelig til at bringe køretøjet til standsning, ligesom episoden foregik om natten.
Statsadvokaten fandt, at betingelserne for udrykningskørsel var opfyldt, og at der ikke var grundlag for at gøre et strafansvar gældende for den manglende anvendelse af udrykningssignalerne. Statsadvokaten indstillede på den baggrund efterforskningen i sagen.
Sag nr. 9: Hastighedsoverskridelse uden anvendelse af udrykningssignaler
En polititjenestemand (P) blev tiltalt for overtrædelse af færdselsloven ved at have ført en civil patruljevogn med mindst 58 km/t, selv om hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t. P blev subsidiært tiltalt for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen ved at have kørt udrykningskørsel uden at anvende udrykningslygte og –horn.
For så vidt angik hastighedsoverskridelsen forklarede P blandt andet, at han kørte bag en personbil (F), der blev ført med for høj hastighed. P ønskede at påtale forholdet og øgede derfor også sin hastighed. P har endvidere forklaret, at han kørte bag F i 5-7 km, men at det ikke var muligt på forsvarlig vis at bringe F til standsning på strækningen, hvorfor han ville afvente, at der blev plads til dette. Desuden forklarede P, at da P og F kørte forbi den faste fartkontrol, blev hverken personbilen eller patruljevognen blitzet, hvorfor han resolverede, at F alligevel ikke kørte for hurtigt. P bragte derfor ikke F til standsning.
For så vidt angik udrykningssignalerne forklarede P blandt andet, at han ikke anvendte disse, idet han ikke skønnede det nødvendigt henset til, at kørslen ikke var til fare for andre trafikanter, ligesom aktiveringen af udrykningssignalerne ville have været til ulempe for de andre trafikanter.
Sagen afventer berammelse i retten.
