Nye kommunale tryghedsvagter skal nu supplere politiet

Arkivfoto.

Med en ny lov, der netop er trådt i kraft, kan landets kommuner nu oprette korps med tryghedsvagter, som kan hjælpe politiet med at opretholde ro og orden i for eksempel områder præget af støj fra fester eller områder, hvor der er en særlig risiko for indbrud. Tryghedsvagterne kan være godkendte kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter i autoriserede vagtvirksomheder.

Den nye lov giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter som led i en tre-årig forsøgsordning. Tryghedsvagterne er et nyt redskab for kommunerne, der skal bidrage til, at borgerne kan færdes trygt og frit i det offentlige rum.

Med forsøgsordningen gives der som noget nyt mulighed for udøvelse af vagtvirksomhed med henblik på at opretholde ro og orden i det offentlige rum. Tryghedsvagterne vil kunne sættes ind i områder, hvor borgerne oplever særlig utryghed, for eksempel i områder med mange udendørs fester og større forsamlinger. De vil også kunne sættes ind på stationsområder eller i boligområder, hvor der er særlig risiko for indbrud.

Tryghedsvagterne skal ikke erstatte politiets arbejde eller patruljering, ligesom tryghedsvagterne ikke bliver tildelt politimæssige beføjelser. Tryghedsvagterne kan blandt andet dokumentere forstyrrelser af den offentlige orden eller øvrige lovovertrædelser og i den forbindelse overdrage relevant materiale til brug for politiets efterforskning.

Krav til uddannelse er endnu ikke på plads

Tryghedsvagter kan være godkendte kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter i autoriserede vagtvirksomheder, som har indgået aftale med kommunen, og tryghedsvagterne skal gennemgå en obligatorisk supplerende uddannelse.

Forsøgsordningens iværksættelse afventer nu, at justitsministeren får fastsat det nærmere indhold af den supplerende uddannelse for tryghedsvagter.

Annonce