De tre nærpolitibetjente i Hadsten kommer fra tirsdag den 1. juni 2021 til at arbejde i nye omgivelser, når de flytter ind på den nyetablerede nærpolitistation på Vesselbjergvej 18 i Hadsten. Den nuværende nærpolitistation i Hadsten Centeret har sidste åbningsdag fredag den 28. maj.
”Vi er glade for, at vi fremover kan byde borgerne velkomne i nye, moderne lokaler, der ligger i forlængelse af Favrskov Kommunes administrationsbygning i Hadsten. Vi har fra flere af vores andre nærpolitistationer god erfaring med at bo tæt på vores kommunale samarbejdspartner, og vi ser det som en fordel for både os og for borgerne”, siger politiinspektør René Raffo.