Fyn med tilhørende øer har mere end 1.000 km. kystlinje og talrige større og mindre havne. Nu har Fyns Politi – ligesom flere andre politikredse – sat en ny båd i drift. Det er tale om en RIB (Rigid Inflatable Boat), som er en båd, der har en fast bund og gummipontoner på siderne. Båden har en motorkraft fra 130 hk til 600 hk og kan sejle med hastigheder på op mod 50 knob eller ca. 90 km/t.
Udover den lange kystlinje og talrige større og mindre havne, har Fyn mange fredede områder med særlige regler for sejlads. Det gælder bl.a. omkring Svendborg og i Lillebælt, hvor Fyn deler farvand med nabopolitikredsen. Her er der både et befærdet farvand og en række forskellige regler og bestemmelser, som sejlere må sætte sig ind i.
Politiets tilstedeværelse i det maritime miljø omfatter – foruden kontrol af sejlads – også samarbejde med øvrige lokale myndigheder, havnefogeder og jagtkontrol. Og det arbejde sker fremadrettet altså nu også fra egen platform i form af RIB’en.
Fyns Politis tilstedeværelse på havet, ved kyster og i havne er forankret i indsatsen Maritim Kontrol – i daglig tale MARSIKPOL. Indsatsen foregår i et tæt samarbejde mellem politiet og de fynske kommuner og havne.
I MARSIKPOL-indsatsen deltager politifolk, der er specielt uddannet i sejlads, sølove, navigation mv. Flere af politifolkene er også uddannede droneførere, og derfor har Fyns Politi ofte droner med på søkontrol, hvilket bidrager til det gode overblik fra oven.
Har haft godt samarbejde med Marinehjemmeværnet
Fyns Politis politidirektør, Arne Gram, siger om politikredsens nye båd:
”Fyns Politis nye RIB er et godt redskab og helt i tråd med vores strategi om at komme tættere på borgerne og være der, hvor de er. For os er det vigtig at alle kan færdes trygt og sikkert – også på vandet. Vi har gennem en årrække, og for det skal lyde en stor tak, nydt godt af et helt enestående samarbejde med Marinehjemmeværnet, der har assisteret os på indsatser til søs. Det vil vi også fremadrettet gøre brug af, men vi kan nu supplere dette med indsatser og patruljer i vores egen RIB”
Lederen af Fyns Politis maritime kontrol, politikommissær Henrik Strauss, fortæller:
”På vores sejladser hilser vi på rigtig mange borgere til søs, og vi nyder den gode dialog, som vi har med de sejlende. Med egen båd kan vi i endnu højere grad sikre vores synlighed og bevægelighed, så vi også fremadrettet kan sørge for, at både motorbåde, jetski, sejlbåde, kajakker, sup-boards og badegæster kan færdes trygt sammen, når vejret er godt”.