Politiet har jævnligt behov for at patruljere på gågader, i busbaner, på cykelstier og andre steder, hvor kørsel er i strid med færdselsloven. Det har politiet hidtil gjort uden lovhjemmel, da der ikke er tale om udrykningskørsel, hvor politiet gerne må overtræde færdselsloven. Den manglende hjemmel blev opdaget i sidste måned – og nu er en hasteændring af reglerne på plads.
Det var SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, som i sidste måned spurgte justitsminister Nick Hækkerup (S) om, hvorvidt politiet rent faktisk har lov til at bryde færdselsloven, når der ikke er tale udrykningskørsel, f.eks. når politiet under patruljering kører på cykelstier, imod ensretning og igennem bussluser.
Spørgsmålet fik justitsministeren til at indhente en redegørelse fra Rigspolitiet, der bekræftede, at politiet har behov for at overtræde færdselsloven – også når der ikke er tale om udrykningskørsel:
”Der optræder regelmæssigt situationer, hvor det skønnes nødvendigt som led i politiets opgavevaretagelse at køre, hvor kørsel med bil ikke er tilladt. Dette kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med kørende, forebyggende patruljering i parker, på gågader og lignende, hvor det skønnes nødvendigt, at der anvendes bil eller cykel i forbindelse med patruljeringen for at kunne følge op på de lovovertrædelser mv., der konstateres i forbindelse med patruljeringen”, skriver Rigspolitiet – og fortsætter
”Tilsvarende kan der være situationer, hvor det skønnes nødvendigt for politiet at køre på en cykelsti, en vognbane forbeholdt buskørsel eller andre steder, hvor kørsel ikke er tilladt, for at varetage en politimæssig opgave. Sidstnævnte kan f.eks. være i forbindelse med, at politiet fører tilsyn med steder, der erfaringsmæssigt har givet anledning til f.eks. forstyrrelser af den offentlige orden, uro, hærværk eller lignende, og hvor sådanne steder er beliggende, så politiet ikke umiddelbart kan komme dertil ad almindelige veje. Eksempelvis er der en stor del af Nørrebrogade i København, der er forbeholdt buskørsel, men hvor det er skønnet nødvendigt, at politiet har mulighed for at patruljere i bil”.
Var ikke lovligt
Rigspolitiet kunne imidlertid ikke pege på en lovhjemmel, der i disse situationer gør det lovligt for politiet at fravige færdselslovens regler. Rigspolitiet henviste kun til udrykningsbekendtgørelsen, der netop ikke omfatter de situationer, som Rigspolitiet selv omtaler, da der ikke er tale om udrykningskørsel.
Og hos Justitsministeriet bemærkede man da også den manglende lovhjemmel:
”I forbindelse med besvarelsen af nærværende spørgsmål er Justitsministeriet blevet opmærksom på, at der ikke eksisterer en eksplicit hjemmel til, at politiet kan fravige visse bestemmelser i færdselsloven i forbindelse med varetagelse af visse politimæssige opgaver, som ikke indbefatter udrykningskørsel, f.eks. patruljekørsel på gågader, hvor der ikke normalt er adgang for biler”, skriver justitsminister Nick Hækkerup til Folketinget.
”Det er efter min mening helt afgørende, at der findes gode og afbalancerede regler, der sikrer klare rammer for politiets udrykningskørsel samt for politiets kørsel i øvrigt i forbindelse med varetagelse af politimæssige opgaver”, skriver ministeren videre.
Ny bekendtgørelse udstedt på få uger
Siden er det gået hurtigt, og kun godt tre uger efter, at spørgsmålet blev rejst i Folketinget, er der i al hast udstedt en ny bekendtgørelse, som ændrer den hidtidige udrykningsbekendtgørelse.
Bekendtgørelsen skifter i den forbindelse navn til ”Bekendtgørelse om udrykningskørsel m.v.”, hvor tilføjelsen af ”m.v.” henviser til, at bekendtgørelsen nu også regulerer andre ting end udrykningskørsel – nemlig politiets mulighed for at overtræde færdselsloven under den daglige patruljering.
De nye regler indebærer, at politipersonale i forbindelse med kørsel i eller på motorkøretøj tilhørende politiet kan undlade at følge visse regler i færdselsloven, ”såfremt undladelsen skønnes nødvendig med henblik på effektiv varetagelse af påtrængende politimæssige opgaver eller lignende, herunder med henblik på forebyggende patruljering, opretholdelse af den offentlige orden m.v., og såfremt færdselssikkerhedsmæssige forhold eller omstændighederne i øvrigt ikke taler væsentligt imod”.
De regler, som politiet kan undlade at følge, er:
- Færdselslovens § 4, stk. 1, om at efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg, m.v.
- Færdselslovens § 14 om anvendelse af vejens forskellige baner, § 15, stk. 1 og 2, om placeringen på vejen og § 16, stk. 1, om svingning.
- Færdselslovens § 52, stk. 2, om motorcyklisters anvendelse af fortov eller gangsti.
Endvidere kan politipersonale i forbindelse med kørsel på cykel fremover undlade at følge reglerne i færdselslovens kapitel 7 om særlige regler for cykler.
Reglerne slår fast, at føreren skal ”udvise ganske særlig forsigtighed”.
Den nye bekendtgørelse trådte i kraft den 1. juli 2021.