Må du selv omdanne din gamle bil til en smart cabriolet i sommervarmen? Svaret fra Nordjyllands Politiet er et klart nej – så da en ung mand havde fjernet taget på hans Suzuki Baleno med en vinkelsliber, greb politiet ind. Nummerpladerne blev klippet på stedet, ejeren blev sigtet for at overtræde færdselsloven og bilen blev sendt til skrot.
”En af vores betjente så under en kørende patrulje et noget specielt syn: En personbil parkeret i det sydøstlige Aalborg manglede… TAGET! Var der tale om groft hærværk? Vi undersøgte straks sagen. Nej, viste det sig”, fortæller Nordjyllands Politi – og fortsætter:
”Taget på personbilen, en Suzuki Baleno, var fjernet af ejeren selv. En ung mand. Ungersvenden forklarede, at det var et lille sommer-projekt, som han og hans kammerat havde udført. De fremdrog en vinkelsliber, hvorpå de resolut fjernede tag, dørstolper og vinduesrammer på køretøjet. Og vupti. En mørkerød Suzuki blev forvandlet til en sommersmart cabriolet”, oplyser Nordjyllands Politi.
”Nok er der særdeles varmt i disse dage, men bilens konstruktion og stabilitet er jo helt og aldeles ødelagt ved sådan en manøvre, så lad os slå fast, at det altså både er ulovligt og farligt. Derfor måtte vi også klippe nummerpladerne på stedet, ligesom ejeren blev sigtet for at overtræde færdselsloven, og han modtager efterfølgende en bøde. ’Suzuki-Cabrioleten’ sendes til skrot. Vi foreslår, at man lader bilen stå og tager ophold i skyggen med et køligt glas Rosemary Road i stedet for at skrælle taget af ens bil – for husk: Winter is (eventually) coming”, lyder det muntert fra politiet.