Manglende SINE-funktionalitet får beredskaber til at anvende andre dataløsninger

Arkivfoto

98 pct. af landets beredskaber anvender digitale værktøjer, der transmitterer data i forbindelse med indsatserne. Men da beredskabsnetværket SINE ikke har kapacitet til at transmittere data, anvender beredskaberne i stedet det almindelige mobilnetværk. Det viser en undersøgelse fra Rigspolitiet, der fortsat ser på, om SINE ”på sigt” skal kunne transmittere data.

Det er Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB), som har gennemført en interviewundersøgelse med 45 deltagere fra beredskaberne. Undersøgelsen havde til formål at afdække, hvor udbredt brugen af dataværktøjer er, hvilke typer af værktøjer der er tale om, samt hvorvidt brugerne er tilfredse med værktøjerne.

Baggrunden er, at det landsdækkende SINE-beredskabsnetværk er en ældre teknologi, der i den nuværende udgave ikke har båndbredde til at transmittere større mængder data. CFB har fået til opgave at komme med forslag til, hvordan og hvornår talekommunikationen på SINE-nettet kan suppleres med sikker datakommunikation mellem beredskaberne, således at man eksempelvis kan dele video og billeder på en sikker måde.

CFB oplyser, at man i dag har fokus på fortsat stabil drift af talekommunikationen i SINE, men at der altså samtidig ses på de muligheder, som brugen af data ”på sigt” vil give i beredskabskommunikationen.

Digitale værktøjer giver udfordringer

Den seneste undersøgelse viser, at anvendelse af data ved indsatser i Danmark i dag er meget udbredt. 98 pct. af de adspurgte angiver, at de anvender værktøjer, der bruger data. Mest anvendt er pc/tablet (anvendes af ca. 90 pct.), mens ca. halvdelen har adgang til at anvende droner (53 pct.). Der er ca. en tredjedel (36 pct.), der anvender andre værktøjer som digitale tavler og bodycams, ligesom der er 29 pct., der anvender frontkamera.

Adgangen til data opnås i dag oftest via simkort, enten enkeltstående eller igennem en multisimkort-boks, som gør det muligt at bruge abonnementer fra flere teleselskaber.

29 pct. oplever, at de digitale værktøjer fungerer tilfredsstillende, mens 62 pct. oplever mindre (24 pct.) eller store (38 pct.) udfordringer. Der er flere grunde til, at værktøjerne giver udfordringer. En af de tilbagevendende forklaringer, der gives, er dæknings-, hastigheds- og kapacitetsproblemer. Dette er særligt en udfordring uden for bymæssig bebyggelse og ofte på mellemstore og store skadesteder. Dertil kommer i mindre grad udfordringer knyttet til hardware og software samt den enkeltes brug af værktøjerne.

Annonce