Lovforslag om stop for fartbøder til politiet fremsættes i december

I sidste uge lancerede Rigspolitiet en løsning, som skal sikre, at brandvæsener og ambulancetjenester ikke får uberettigede fartbøde under udrykningskørsel. For politiets eget vedkommende kan løsningen dog først implementeres, når der er gennemført en ændring af retsplejeloven. Og ifølge justitsminister Nick Hækkerup vil et lovforslag blive fremsat i december.

Den løsning, som Rigspolitiet har lanceret, indebærer, at der opereres med en formodning om, at udrykningskøretøjer, der registreres i en automatisk hastighedskontrol, har kørt udrykningskørsel – og derfor ikke skal meddeles et bødeforelæg.

Da hastighedssagerne frasorteres på baggrund af en visuel konstatering af, at det pågældende køretøj er et udrykningskøretøj, og ikke på grundlag af en konkret vurdering af, om der har været tale om udrykningskørsel, betyder løsningen, at eventuelle uberettigede hastighedsovertrædelser, som konstateres ved ATK (Automatisk Trafikkontrol), ikke vil blive sanktioneret, medmindre den pågældende hastighedsovertrædelse udtages til stikprøvekontrol. Men det anser justitsministeren ikke for at være et problem:

”Hastighedskontrol er afgørende og vigtig for at sikre færdselssikkerheden og trygheden på vejene. Når det drejer sig om udrykningskøretøjer, der skal sikre vores liv og tryghed, mener jeg, at hensynet til beredskabet overstiger hensynet til, at der – bortset fra stikprøvekontrol – føres ATK-kontrol med de relativt få sager, hvor der måtte være tale om en uberettiget hastighedsforseelse”, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S), som tilføjer:

”Førere af udrykningskøretøjer gør et utroligt vigtigt og betydningsfuldt arbejde. Det er helt afgørende, at de kommer hurtigt frem til akutte situationer, hvilket kan indebære, at de kan have behov for at tilsidesætte hastighedsgrænserne. Jeg mener, at det er vigtigt, at beredskabet kan bruge deres ressourcer på den bedst mulige måde, fremfor at skulle have besvær med disse sager”.

Løsning for politiet på vej

Indtil videre er det kun brandvæsener og ambulancetjenester, der slipper for de uberettigede bøder, da en løsning, der omfatter politiets køretøjer, nødvendiggør en ændring af retsplejelovens regler.

”Jeg forventer at kunne fremsætte et forslag til ændring af retsplejelovens regler, der muliggør, at løsningen også kan iværksættes for politiets uniformerede køretøjer, i december 2020”, oplyser justitsministeren.

Annonce