Nu patruljerer politiet også på løbehjul. Det er Københavns Vestegns Politis nærpolitienheder i bycentrene i Høje Gladsaxe og Ishøj, som for nyligt har udvidet deres vognpark med elektriske løbehjul. Hidtil har de kun rådet over biler, cykler og solidt fodtøj. Løbehjulene har dog ikke blå blink eller udrykningshorn.
De nye patrulje-løbehjul har en tophastighed på 20 kilometer i timen og en rækkevidde på 30 kilometer. De følger færdselsreglerne for cykler – og kan altså køre på cykelstier.
”Med løbehjul kan vi nemt køre ud, være til stede i vores nærmeste lokalområde og hurtigt komme tilbage i nærpolitienheden, hvis nogen hellere vil tale med os der”, fortæller politiinspektør Allan Nyring, der er chef for lokalpolitiet i Københavns Vestegns Politi.
Lokalpolitiets erfaringer er indtil videre positive:
”I lokalpolitiet ønsker vi, at vores borgere oplever os som fleksible og tilgængelige, og det mener vi, at løbehjulene kan bidrage til. Politi på løbehjul vækker flere smil og hyggelige kommentarer end cyklen, og betjentene føler, at de kommer tættere på borgerne end i en patruljevogn”, siger Allan Nyring.